Kathrine – Corona skriv.

Jeg vil gerne starte med at sige FUCK DET HER CORONALOCKDOWN ER HÅRDT!
Det er det for os alle sammen, psykisk syg eller ej. Ikke nok med at være lukket inde med os selv og vores tanker, uden mulighed for som sådan at dele tankerne med nogle andre, så er nogle af os nærmest helt uden arbejde. Ja, 2020 var et skidt år at blive færdiguddannet eventmanager, det indrømmer jeg blankt. Min branche er helt fucked, for at sige det pænt. Det eneste jeg vil er, at det bliver sommer og jeg kan komme ud og arbejde på en masse koncerter og store events. Jeg savner det helt umenneskeligt, stemningen, kollegerne og udfordringerne.

Det at være indelukket med mine egne tanker 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, er så usundt for mig som noget kan være. Og det ved jeg at det er for mange af jer der læser med, mit eneste råd er at være stærk og holde dig beskæftiget. Lav de ting du syntes er hyggelige, ting der bringer et smil frem på dine læber og ting der udfordre dig og din hjerne. Jo mindre vi kan være alene med de latterlige tanker, de tanker der i virkeligheden ikke tilhører os men angsten, depressionen eller lign. jo bedre. Det er ikke vores tanker, det kan være svært at skille ad, men det kan godt lade sig gøre.
Lige meget hvor meget du kæmper i denne underlige tid hvor alt er vendt på hovedet og intet giver mening, så er du kamp sej! Du er et af de sejeste mennesker på kloden, du er stærk og vi kommer også ud på den anden side af dette, stærkere, sammen!!

Jeg har siden starten af alt det coronamøj taget det meget alvorligt. Jeg ser stort set ikke andre end min helt tætte familie. Venner må vente lidt endnu, i er ikke glemt og jeg elsker jer højt og savner jer med alle fibre i min krop!
Tiltrods for at jeg spritter alle mine varer af når jeg har købt ind, går med mundbind, ikke ser mere end 6 mennesker og nærmest er sprittet i alle huller og revner, blev jeg her i starten af januar testet covid-19 positiv. Amen come on. Det var kun fordi når man skal i fuld narkose så skal man testes før man må komme under. Så er det jo typisk mig at teste positiv så hele processen bliver forsinket. Så nej, er stadig ikke klar over hvorfor jeg i december fik flere anfald som mindede om galdestensanfald.
Kender i udtrykket “Det sker kun for naboen” ?

Jeg er naboen. You´re welcome.

Jeg er nu i slutningen af mit Corona forløb og jeg har det okay igen. Det tog hårdt på min psyke. Jeg var rædselslagen, det indrømmer jeg gladeligt. Jeg fik overtænkt til den helt store guldmedalje, troede mindst en gang om dagen at nu skulle jeg være endnu et tal i covid statistikken. Men jeg står stadig, knock me down seven times i get up eight!
Jeg ved af alle mennesker hvor hårdt det er nu, alene med de tanker du helst skubber langt væk og “glemmer” at du har. Alle psykologer ville sige at du skulle “være i det” når din angst (fx) bliver slem og finde ud af hvad den bunder i. Jeg ved det er det der skal til men du må godt snyde lidt engang imellem, ellers bliver du sindsyg. Bare sig til din psykolog at jeg har sagt du skulle gøre det, det er for hårdt at gå igennem hver dag uden ende fordi du er spærret inde med dig selv og dine tanker.

Alt du behøver at vide er at der er lys for enden af tunellen og denne gang er det ikke et modkørende tog!
Jeg står lige ved din side når du vakler. Jeg er her hvis du har brug for at læsse ulykkeligheder af på nogen. Jeg er her når det hele sejler, med en badering. Jeg er her hvis du vil dele din historie, både som syg og som pårørende. Jeg er her!

Du kan godt, det svært men jeg tror på at vi alle kommer klogere, stærkere (eller måske bare tykkere) ud af det her. Jeg står klar med jordens største krammer når vi må, lad der ingen tvivl være om det!

Al kærlighed jeg har herfra
Kathrine fjord Madsen
Founder.

Henrijette del 3

Hvad er Borderline?

Den “rigtige” betegnelse for Borderline er først og fremmest Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse men for nemhedens skyld vil jeg kalde det Borderline i resten af teksten. Det er dog vigtigt at bruge den rigtige betegnelse overfor sig selv og sammen med andre, da den bedre beskriver hvad man kæmper med en selve begrebet “borderline” 

For hvad er det egentlig?

“Borderline” er faktisk en engelsk betegnelse for det man i gamle dage kaldte “grænsepsykotisk” fordi man mente af dem der led af det, lå konstant på grænsen mellem psykotisk og neurotisk. Det er både rigtigt og forkert at beskrive det sådan, og det er også derfor jeg personligt selv finder Emotionel Ustabil som værende en meget bedre beskrivelse. Fordi folk med Borderline er ikke nødvendigvis hverken psykotiske eller neurotiske – men derimod bare mennesker der pga. Oplevelser i deres opvækst og ungdom oftest har svært ved at vide hvordan man reagerer på tingene på en mere hensigtsmæssig og sund måde. 

Symptomer på Borderline kan være:

  • Impulsivitet 
  • Manglende identitetsfølelse 
  • Vrede
  • Ustabile følelser
  • Ustabilt humør
  • Konstant føle sig svigtet og/eller forladt
  • Selvdestriktivitet 
  • (Depression)
  • (Angst)

Disse ting er også ord mange kan sætte på sine teenageår, og derfor kan det også være svært at vide om man “bare er ung” eller faktisk har reelle problemer der skal tages hånd om. Mange med Borderline kan også opleve af nogle af symptomerne forsvinder når de bliver ældre. Dette er dog ikke ensbetydende med at man ikke stadig har Borderline, men måske mere et udtryk for at nogle af tingene lærer man selv at klare på en bedre måde når man bliver ældre. 

Angst og depression står i parentes fordi det ikke nødvendigvis er direkte symptomer men derimod følgesygdomme, som mange oplever. Jeg har faktisk ikke kendt nogen gennem gruppeterapi med Borderline som ikke også led af angst og depression. 

Derudover er der mange med denne sygdom som udvikler et form for misbrug, hvilket passer fint under den selvdestruktive adfærd som følger med. Mange dulmer de følelsesmæssige smerter med alkohol og stoffer. Jeg har selv været en af dem. 

Hvorfor får man Borderline?

Der er ikke ligefrem en klar formular på hvorfor man får Borderline, da det ikke er en sygdom som man udvikler rent kemisk i hjernen, som man fx kan med depression. Ikke at sige at det ikke godt kan hænge sammen, for det kan det sagtens! Mange psykiske sygdomme har alle ting der går hånd i hånd. 

Borderline kommer af at man er vokset op med en eller anden form for ustabilitet i sit liv, som har skabt nogle reaktionsmønstre og tanker som man senere hen stadig ser som “normalt” og derfor reagerer man anderledes på tingene end de fleste andre gør. Fx er jeg selv blevet mobbet det alle 10 år i folkeskolen, og havde derfor aldrig lært at finde mig tilpas eller føle at folk kunne lide mig for den jeg var. Jeg higede konstant efter bekræftelse og da jeg blev teenager i gymnasiet var jeg ligeglad med om den kom fra klassekammerater der ville have sex med mig, eller gennem venner eller gennem undervisningen. Jeg ville konstant være sikker på at alle synes jeg var god nok, og hvis jeg ikke følte jeg var god nok så knækkede jeg sammen, blev dybt deprimeret og til tider skadede mig selv. 

Man kan faktisk godt sammenligne PTSD og Borderline på hvorfor man får det. Det er begge to sygdomme som kommer efter traumatiske tider i ens liv, og sætter sig på en måde at man ændre adfærd. Og ja man kan også sagtens opleve traumatiske ting uden at udvikle Borderline. 

Behandling af Borderline

Dette har jeg tyvstjålet fra Psykiatrifonden så jeg er sikker på at det er 100% faktuelt korrekt

Behandlingen af borderline kan være forskellige former for psykoterapi (Sundhedsstyrelsen 2015). Psykoterapi er en fællesbetegnelse for samtaleterapi, hvor patienten ved hjælp af opnår indsigt i psykiske problemer, således disse kan håndteres og løses.  

Blandt de terapiformer, der har vist sig effektive over for patienter med borderline kan nævnes Skemafokuseret terapi (SFT), mentaliseringsbaseret terapi og kognitiv adfærdsterapi (Sundhedsstyrelsen 2015), ligesom dialektisk adfærdsterapi (DAT) er også en psykologisk behandling, som benyttes til borderline.  DAT består flere hovedelementer bl.a. mindfulness og accept af egne symptomer og med både individuel terapi, gruppeterapi og telefonisk rådgivning. (O’Connell og Dowling 2014)

En del af behandlingen kan også være psykoedukation. Psykoedukation er en uddannelse i egen sygdom, således at personen kan få redskaber og bedre muligheder for at håndtere lidelsen. 

Der kan også udvikles kriseplaner, som kan bruges i forbindelse med krisetilfælde med selvdestruktiv adfærd. Kriseplanen udarbejdes i samarbejde med patienten, og formålet med planen er at give patienten handlemuligheder i krisesituationer (Sundhedsstyrelsen 2015).

Jeg har personligt selv gået i DAT terapi i et år og det har hjulpet mig uendeligt meget! 

Håber dette lille skriv kan give et bedre indblik I hvad jeg kæmper med dagligt, og så mange andre i vores lille land og hvad du selv måske kunne kæmpe med. Husk dog altid at tage fat i din egen læge hvis du har psykiske problemer!

Lise-Lotte

Hej,
Mit navn er Lise-Lotte og jeg er 21 år gammel.
Min historie er lang og forvirret, men jeg vil prøve at gøre den så kort som muligt.
Da jeg var 4 år gammel oplevede jeg angst for første gang. Det var i forbindelse med at jeg blev fjernet hjemmefra min mor. Jeg kom i plejefamilie og jeg følte mig forladt. Jeg var bange og utryg hele tiden. Jeg var bange for at der skulle komme nogle og tage mig. Det er en frygt der aldrig er forsvundet.

Årene gik og jeg kom hjem igen at bo. Man skulle tro at det hjalp på min angst, men det gjorde det ikke. Jeg var bange hele tiden. Bange for at nogle skulle tage mig, bange for at de skulle slå min mor eller mig ihjel. Det var så slemt at hvis jeg var alene hjemme, så sad jeg i vindueskarmen med en køkkenkniv i hånden. Når min mor og far så kom hjem smed jeg kniven ud i skuffen og tændte tv’et. Som om intet var hændt. Jeg sagde aldrig noget til dem. Jeg vidste jo egentlig heller ikke at det var angst. Jeg vidste bare at der var noget helt galt. Det var mærkeligt og derfor ville jeg ikke sige det.

Der gik nogle år hvor det bare var sådan og så blev min far syg og døde da jeg var 14 år. Der væltede jeg fuldstændig. Jeg havde kniven med mig overalt. Også i skoletasken. Min mor kunne nu fornemme at der var noget galt og derfor blev jeg ret hurtigt, efter min fars død, henvist til psyk. Jeg fik diagnosen generaliseret angst og blev startet op i Medicinsk behandling.
Jeg gik til samtaler jævnligt og min angst kørte op og ned.

Som 16 årig blev jeg afsluttet på psykiatrisk ambulatorium og flyttede så i egen lejlighed. Der blev kniven igen en del af min hverdag og den konstante utryghed fyldte min krop. Medicinen var jeg stoppet med og det var nok ikke så smart, set i bakspejlet.
Jeg husker faktisk ikke så meget fra de efterfølgende år, udover at de var tynget med nederlag efter nederlag. Startede på uddannelse og startede på job, men måtte efter kort tid erkende at min angst var for slem og derfor stoppe jeg igen.. den seance gentog sig mange gange.

Som 19 årig fik jeg nok! Jeg bedte selv om hjælp og så blev jeg igen henvist til psykiatrisk ambulatorium.
Jeg blev startet op i medicin igen og så skete der faktisk ikke mere. Hverken terapi eller andet. Det var bare det. Eller jo de gav mig en depressionsdiagnose, som de så sidenhen har trukket tilbage igen. Flot.

Jeg gik for mig selv i næsten 2 år, før de faktisk fattede at der skulle ske noget. Jeg blev igen udredt og nu har jeg fået diagnosen bipolar sindslidelse type 2. Jeg er stadig under “overvågning” og det er stadig nyt for mig, så derfor giver det ikke så meget mening at uddybe det lige nu.

I forhold til min angst, lærte jeg at det kun er mig selv der kan gøre noget. De professionelle gjorde tydeligvis ikke noget for at hjælpe mig, så det måtte jeg jo selv begynde på. Jeg kunne ikke blive ved med at vente på at nogle ville hjælpe mig. Jeg måtte tage ansvar for mig selv nu. Så det gjorde jeg.
Jeg bruger mange redskaber for at holde min angst nede. Blandt andet en meditation som jeg selv har lavet. Udover dette prøver jeg også at planlægge min dag. Der gør nemlig at jeg ikke oplever min angst særlig kraftigt mere. Jeg har udover dette skrevet en bog omkring min angst, og så hjælper det mig ufatteligt meget at jeg endelig tør dele min historie. Det gør jeg dagligt på Instagram under navnet liselotte_brandstrup og jeg får det bedre hvergang jeg kommer ud med det der tynger mig.

Det var den korte historie. Vær glad for at det ikke er den lange 😉

Med venlig hilsen Lise-Lotte

Olivia

Kære læsere,
Jeg hedder Olivia og er 26 år. Jeg er det man i daglig tale vil kalde en ”12-talspige”. Eller rettere; det var jeg. For 5 år siden startede jeg på, hvad jeg troede var, det rigtige studie for mig. Det var en bacheloruddannelse på universitetet, hvor jeg efterfølgende, selvfølgelig, ville tage en kandidatgrad i samme fag. Jeg blev klogere. Forinden min start på universitetet havde jeg arbejdet i 2 år som fuldtids lærervikar på min gamle folkeskole. Jeg var så glad for jobbet – det var det fedeste at lære fra sig, og at være en vigtig del af børnenes hverdag. I første omgang var min plan at tage ét sabbatår efter gymnasiet. Det var nemlig ”okay” at gøre, ift. de krav, jeg havde stillet mig selv. Da jeg efter det år stadig ikke vidste, hvad jeg ville læse, tog jeg et til. Jeg kan huske, at jeg brugte så lang tid på at forsvare mit valg for min omgangskreds. Ikke fordi de nødvendigvis spurgte, eller syntes det var et forkert valg, men kravene til mig selv var så høje, at jeg følte, mit valg skulle retfærdiggøres.
Så jeg startede efter de to år, på universitetsuddannelsen, fordi det skal man jo. Det var i hvert fald det, jeg havde bildt mig selv ind. Jeg kommer fra en god, tryg familie, som altid har støttet mig i de valg, jeg har truffet. Presset kom ikke fra dem. Det kom fra mig selv. Da jeg deltog i rustur og introugen på studiet tænkte jeg allerede her, at noget var galt. Jeg passede ikke ind, jeg fandt mig ikke tilrette. Jeg savnede mit arbejde. Da forelæsningerne og holdundervisningen begyndte, følte jeg mig malplaceret. Jeg vidste, at jeg indenfor kort tid blev nødt til at træffe en beslutning om, at vælge et andet studie.
Min angst blussede op, jeg kunne ikke være alene. Sådan har jeg altid reageret, når jeg er blevet presset. Så ved jeg, at der er noget, jeg skal tage hånd om. Denne gang tog den en ny, mere altopslugende form. Jeg vågnede flere gange om natten, og var sikker på, at der stod én ved min seng. Jeg sov faktisk ikke mere end et par timers, afbrudt søvn om natten. Dette blev overtaget af en konstant fornemmelse af at være forfulgt. Den kommer stadig på besøg, når jeg er presset eller der sker store ændringer i mit liv og hverdag. Faktisk kom den fornyligt på besøg da jeg, en søndag formiddag, skulle en tur i Irma for at handle. Jeg var sikker på, at der var én der fulgte efter mig hele vejen. Min puls steg, mit hoved blev varmt og blussende og jeg kunne mærke at min vejrtrækning ændrede sig markant. Jeg betalte hurtigt mine varer og løb hjem. Den konstante, lidt høje puls blev en mere eller mindre konstant del af mit liv i perioden med studieskift. Det er den stadig i perioder. Jeg får stadig behandling og hjælp til at håndtere den af en psykolog.

For nogle kan det lyde banalt at få en sådan reaktion på en beslutning om at skifte studie. For mig var det en identitetskrise. For mig var det et opgør med en identitet, jeg havde opbygget og et narrativ, jeg havde fortalt om mig selv. Hele mit liv, har jeg stillet umenneskelige krav til mig selv. Jeg har skullet præstere 110% i ALT, jeg har fortaget mig. Ellers kunne man jo ligeså godt lade være.
Jeg tog, efter stor overvejelse og mange timers grublerier, beslutningen om at blive skolelærer.

Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg satte mig selv fri.

Lærke

Kære læser… Det er mig, Lærke. Lærke på 17 år, der kommer fra Jylland. Mig, min historie og den nøgne sandhed. Jeg bor sammen med mine forældre og mine 3 brødre. I min fritid ELSKER jeg at dyrke rytmisk gymnastik, spille klaver og sjippe. Min yndlingsfarve er lyserød, men livet har dog aldrig været lyserødt for mig… Håber, I vil læse med.


I en tidlig alder, 5. klasse, døjede jeg med periodevise rygsmerter. Smerterne kunne være der i 10 dage, hvor de bare eskalerede. Så var der også smerteanfald, hvor jeg bare lå på gulvet, vred mig rundt og græd af smerte. Og bum, så kunne smerterne forsvinde helt og være væk i 3-4 måneder. Med årene blev det så værre, og jeg endte med at blive akutindlagt på somatisk grundet svære smerter. Jeg kastede op af smerte og havde det egentlig bare elendigt. Jeg havde gennem årene været igennem samtlige scanninger, blod- og urinprøver, fysioterapeuter, kiropraktor og lægebesøg – dog uden held. Ingen kunne hitte ud af, hvad der var galt, og jeg endte med at få diagnosen “funktionel lidelse”. Det er en diagnose, der siger, at man har reelle fysiske smerter, men de skyldes noget psykisk… Og så er det en diagnose man kan få, når lægerne giver op. Efter alle de år med utallige lægebesøg og fagfolk, der ikke troede på det, er jeg blevet stærkt præget af det. Stærkt præget af, at folk ikke tror på mig, og jeg ikke er værd at tro på… Allerede der startede mine psykiske problematikker. 


Jeg begyndte i 7. og 8. klasse at lukke mig mere og mere inde for mig selv. På værelset bag nedrullede gardiner og i sengen. Jeg kunne ikke se meningen med noget som helst, for hvorfor skulle jeg leve, hvis folk alligevel ikke troede på mig?
Alle mine tanker eskalerede totalt og efter et selvmordsforsøg i 9. klasse, blev jeg indlagt på lukket afsnit i psykiatrien. Det blev til en lang indlæggelse på tre måneder. Dagene gik med gråd, tvang og jeg måtte flere gange blive ført modvilligt tilbage til afdelingen af politiet, da jeg stak af fra den lukkede enhed. Efter noget tid besluttede jeg dog at jeg ville på efterskole, så det skulle være mit vendepunkt, og udskrevet blev jeg. Jeg kom dog hurtigt ind og ud igen mange gange med tvang og til sidst, fik jeg mig en patientstyret seng, så jeg kan indlægge mig selv (meget få får sådan en)


Efterskolen startede. Og det var både hårdt og godt. Jeg blev tildelt en mentor, og hun var og er den bedste! Dagene gik, mobilteamet fra psyk kom på besøg, og vi fik lagt planer for dagene. Men det endte dog med en lang indlæggelse, der bød på tvang, to operationer og en helt færdig Lærke. Efter noget tid begyndte jeg at lukke op for, at jeg havde hallucinationer på alle sanser, og jeg var rædselslagen døgnets 24 timer. Det bød med tiden på en udredning for skizofreni, dog negativ, da jeg ikke fortalte nok til at de kunne bruge den til noget som helst. Mine hallucinationer var virkelig slemme… Jeg var bange for at min medicin var forgiftet, så til tider turde jeg ikke tage den. Med det blev selvskaden desværre også værre.


Her er en tekst, jeg skrev under mine værste dage:

Jeg er bare et normalt menneske, der gemmer en masse følelser bag det gladeste smil. Du kender mig ikke. Du kender kun det, jeg lader dig kender. For min største frygt er, at du en dag vil se mig, som jeg ser mig selv. Jeg hader, at jeg stadig håber. At jeg stadig tror, der er et lille håb, for at det kan blive bedre. For jeg ved også godt, at det ikke passer. Der findes intet liv for mig uden smerte. Uden smerte i mit hoved fra stemmerne og tankerne der råber i munden på hinanden. Jeg er ikke okay, men det er okay. Jeg har bare brug for en pause fra mine egne tanker. Det gør ondt at gå igennem noget, der dræber mig indeni, men jeg skal lade som om, det slet ikke påvirker mig. Det er også svært at glemme min historie, når den er skrevet på mine arme, mine hofter, min mave og jeg kunne fortsætte. Men vær nu sød. Lad vær med at lade som om du faktisk interesserer dig. For jeg ved godt, der er ingen, der interesserer sig for mig. Jeg er bare en stor byrde.Efterhånden har mine tanker også ødelagt mig mere, end min selvskade har.Tanker er ikke bare tanker, men de er som dæmoner, der konstant plager dig. De kører rundt og rundt og rundt, og du har ikke selv kontrol. En ond cirkel og den holder ikke pause. Udenpå smiler jeg. Indeni græder jeg. For det er meget nemmere at fake et smil end at forklare tristheden, tomheden og frustrationerne i mig. Tro mig – jeg ved, hvordan det er. Jeg ved, hvordan det er at græde i badet, så ingen kan høre eller se dig. Jeg ved, hvordan det er at prøve at holde sig oppe, til alle andre sover, så man kan bryde ud i gråden, der gemmer sig i en. Tro mig, jeg ved det. Jeg vil tale om det. Jeg vil skrige. Jeg vil råbe. Jeg vil hyle om det. Men alt jeg kan er at hviske, ”jeg har det fint”. Jeg har det jo fint, og jeg bebrejder ingen. Jeg har gjort det her mod mig selv. Det er min skyld. Det er alt sammen min skyld. Det gør ondt, men det er okay. Jeg er vant til det. Jeg skærer ikke i mig selv for at dø. Jeg skærer i mig selv, fordi jeg prøver at overleve. Jeg har nemlig mange flere ar, end hvad du kan se. De fleste er bare i mit hoved. Det er en kamp uden lige, og dag efter dag kæmper jeg – det er dog aldrig nok. Jeg står på en linje mellem at give op og se, hvor meget mere jeg kan klare. Hvad jeg vil her i livet, ved jeg ikke. Alt jeg ved er, at der er smerte i mig, og det æder mig op, som dagene passerer forbi – langsomme og pinefulde.


Jeg fik afsluttet mit efterskoleår ordentlig, og det betyder alverden for mig. Efterskole har klart gjort godt for mig! Dagene er stadig lange og hårde, men jeg kæmper, og det er vigtigst.


Efter sommerferien skal jeg på STX, og jeg glæder mig, selvom jeg også er rædselslagen… men jeg har gode mennesker omkring mig, der er guld værd! Jeg elsker at tilbringe tid med mine kære omkring mig, og det er vigtigt at holde fast i.
Jeg døjer med PTSD (hvilket jeg ikke er klar til at komme nærmere ind på), svær depression og mange psykotiske symptomer. Til tider er jeg bange for ALT. Bange for at folk vil gøre mig ondt… Derfor kan hverdagen være svær at komme igennem.
Jeg kæmper dagligt for at bryde tabuet om psykisk sygdom. Bl.a. ved at dele åbent ud og så har jeg også en profil på insta, hvor jeg bryder tabuet, @laerkes.rutsjebane. I må med glæde være med til at bryde tabuet!…


Kærlig hilsen Lærke

Julie

Kære læsere derude, jeg vil nu dele min historie med psykisk sygdom/lidelse. 

Jeg er en 16 årige pige, med diagnoserne skizofreni, svær depression, anoreksi, samt en psykose og angst. Jeg bor i en lille by på Fyn kaldt Gislev, til hverdag laver jeg intet for tiden, og det har jeg ikke gjort siden starten af 8. Klasse. 

I sommerferien til 8. Klasse blev jeg indlagt for min anoreksi på hospitalet med en vægt på 31 kg. Jeg fik af vide at hvis jeg ikke gjorde noget for at få det bedre ville der ikke gå lang tid før mit hjerte gav op, jeg lå egenligt bare og ventede på døden i hospitals sengen, blev kørt rundt i kørestol og fik sondemad. Jeg kom op på de 37 kg. Og blev rykket til psykiatrisk afdeling i Odense, for at få hjælp med og spise rigtigt mad på egen hånd. Efter 1 års indlæggelse gik det bare nedad, jeg fik en mand i hovedet som jeg både kunne se og høre, og han kunne få mig til og gøre alt muligt dumt ved mig selv, han havde egenligt fuld kontrol over mig. Jeg begyndte og få Black outs hvor jeg derefter kunne ‘vågne’ med blod over det hele og havde skåret i mig selv voldsomt, samt jeg kunne ‘vågne’ med ondt i hovedet og sår efter og have kastet mig i væggen og revet store totter hår ud, det skræmte alle omkring og jeg begyndte og isolere mig endnu mere og give denne mand endnu mere kontrol. Mine forældre kunne ikke snakke med mig eftersom jeg blev ved med at forsvinde ind og ud af mig selv. En nat vågnede jeg og havde ingen kontrol, og fik et af mine værste Black outs. Næste dag blev jeg indlagt endnu en gang og fik mine diagnoser skizofreni, Svær depression, en psykose og angst. Jeg røg ind og ud af Psykiatrisk afdeling i flere måneder.  

Jeg tabte mig mere igen, da det var der JEG havde kontrol. Jeg havde fået en kontakt person gennem kommunen som jeg har haft svært ved at åbne mig for, men det blev bedre hen af vejen, og hun har haft hjulpet mig rigtig meget og har aldrig haft et så tæt bånd som jeg havde med hende. Jeg blev indlagt for en overdosis en nat i december måned, og skulle ligge med drop i 48 timer og derefter over på psyk. Min kontakt person besøgte mig ofte og gik ture med mig uden for afdelingen, og jeg kunne lave de mørkeste jokes med hende. Jeg har hende ikke mere og det kan godt mærkes. 

Jeg har i dag flere selvmords forsøg bag mig, ar på kroppen både psykisk og fysisk, og en historie som nogle gange kan skræmme nye mennesker i mit liv væk. Jeg skal nu lære at leve med mine diagnoser, og få en hverdag, men jeg er godt på vej selvom at jeg her for tiden i corona er blevet trukket lidt tilbage i gamle vaner og tanker. Der er meget jeg har undladt at fortælle, men det er for personligt og for mørkt til jeg vil lade det komme ud.. Endnu. 

Jeg håber min histore kan give et mere realistisk blik på hvordan livet med psykisk lidelse simpelthen er så hårdt og dystert. Mine forældre har skulle gå rundt og sige til dem selv at jeg ikke ville blive særlig gammel, og har skulle give mig så meget mere opmærksomhed og energi end mine 3 mindre årige søskende. Jeg har mistet så mange venner på grund af min baggrund. Der er ingen snak om at jeg skal tilbage i skole, dog har jeg fået tilladelse til og søge arbejde gennem kommunen som gør at jeg kan se hvordan en almindelig hverdag ser ud og komme lidt væk fra mine omgivelser. Jeg har stadig tider hvor jeg tager 2 skridt tilbage og 1 frem, men det ser lyst ud. Alle mine helveds mange indlæggelser har hjulpet mig meget fremad og mine forældre tør nu og lade mig være alene hjemme i nogle timer, lader mig passe mine søskende igen, samt har puttet nøglen tilbage til pilleskabet, det lyder ikke som meget, men små skridt af gangen. 

Det der har hjulpet mig meget er at mens jeg var indlagt blev min lillebror som nu er 11 mdr. født, og jeg var med til fødslen, det første jeg sagde til ham var at jeg lovede at kæmpe for ham, og hver gang jeg har været hjemme og har haft dårlige dage ville han kun hænge på mig, og det afledte mine tanker når jeg var med ham. 

Min histore blev lidt lang, og når man tænker på hvor meget jeg har undladt er det vildt nok. Jeg vil bare lige slutte af med at sige at jeg er så taknemlig for min historie bliver delt, samt at hvis nogle derude sidder og har det svært, så skal i vide at det er okay at søge hjælp, jeg søgte hjælp da jeg blev for bange for den her mand og han havde allerede alt kontrol, og det var lidt sent at søge hjælp, men uanset hvad så er det aldrig for sent at søge hjælp og husk at der ikke er noget der hedder at ‘være syg nok’ før man må søge om hjælp.

Mvh. Julie

Lykke

Kære læser, hvem end det er. Det er mig Lykke. Lykke uden filter. Jeg er 16 år gammel og kommer fra Sønderjylland. I min fritid har jeg 2 heste og derudover så har jeg også dykkecertifikat. Jeg bor sammen med min mor og hendes kommende mand. Mit liv hidtil har ikke været let, nej faktisk overhovedet ikke, men nu kommer min historie og min rejse indtil nu. Håber i vil læse med. Det bliver ikke ned i de mindste detaljer for så kunne jeg skrive en hel bog.

Jeg mistede min far da jeg var 6 år gammel, han var alvorligt syg med kræft. Jeg huske tydeligt de lange hvide gange på landets hospitaler, de lange timer mens far var til operationer og alle de grimme oplevelser med opkast og tarmslyng. Dette har sat stort præg på mig og i dag lider jeg stadig af gener fra dengang, men det kommer vi nærmere ind på senere. 

Min skolegang indtil 6 klasse var normal med liv og glade dage. Desværre sker der et eller andet i 6 klasse, som ingen ved hvad var. Jeg trak mig i løbet af kort tid fra alt det sociale og lukkede folk ud. Jeg var i skole, men snakkede ikke med nogle. Jeg fik oftere og oftere nogle anfald hvor jeg græd og græd i skolen. Jeg låste mig ude på toilettet til det var overstået. Jeg rystede og var rigtigt påvirket af de anfald. Jeg vidste på daværende tidspunkt ikke at det var angst, men kort tid efter det blev ”opdaget” blev jeg af min egen læge henvist til børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium med mistanke om angst. Jeg blev udredt for angst og fik også min angstdiagnose – anden blandet angsttilstand da jeg havde 3 typer angst. Det blev sommerferie og et par uger inden jeg startede i 7 klasse begyndte jeg at høre stemmer. De tog til og der kom flere og flere til. Timerne var lange og jeg fortalt ingen om disse stemmer, som jeg nu også pludselig kunne se skygger af. Jeg sad ude på gangen i timerne, kunne ikke overskue at være til timerne. En dag var det helt skidt og stemmerne havde hele dagen snakket om hvor meget jeg skulle skade mig selv. Det var denne dag jeg satte den første rids i min arm. Det tog til og selvskaden blev voldsommere og til sidst blev det opdaget. Jeg nåede ud et sted hvor jeg ikke kunne bunde, skadetuen var blevet en kendt sted og de kategoriserede mig som ”svært selvskadende”.  Dagene gik og jeg fik det værre og værre – jeg græd meget, var angst, havde intet overskud, gemte mig for lærerne på skolen.

Og så kom selvmordstankerne i starten af 9 klasse.

Efter en dag med selvskade, gråd og ulykkelighed blev jeg indlagt på et åbent psykiatrisk afsnit. Det hele tog over og jeg havde mine første selvmordsforsøg. Efter 3 uger forlangte jeg mig udskrevet, dette kunne ikke imødekommes og jeg blev under tvang ført til et lukket afsnit. Jeg blev tvangstilbageholdt mod min vilje. De startede op på min udredning og jeg lukkede for første gange op for at jeg hørte og så ting der ikke var der. Desværre måtte denne udredning afsluttes da jeg var for dårlig til at gennemfører. 

Det var hårde og lange dage med daglig tvang. Der kom flere selvmordsforsøg, faktisk ret mange, jeg stak af og blev fundet af politiet flere gange, lagt i deres pudsede håndjern og kørt tilbage på afdelingen for at blive mødt med mere tvang. Efter 3,5 måned blev jeg udskrevet, uden en egentlig plan – dog var jeg begyndt at tage min medicin frivilligt. 14 dage ude og så blev jeg tvangsindlagt. Der har siden været flere indlæggelser både frivilligt og på tvang. 

Jeg blev udredt i et psykoseteam, men jeg sagde det ikke som jeg havde det – eller jo men jeg sagde ikke alle tingene, derfor kunne den ikke bruges til noget. Jeg blev opgivet og min socialrådgiver tog sagen til sig – hun henviste mig til VISO som tager de sværeste og mest komplicerede psykiske patienter ind. Her skal jeg nu udredes igen, hvor planen er at vi starter i august. Jeg har gennem tiden haft mange diagnoser og fået slettet mange, det har været et rent kaos omkring det. Derfor har jeg ikke nævnt min diagnoser her.

For at nævne hvad jeg bøvler med er det – angst, depressive symptomer, psykoser med hallucinationer på flere sanser. Jeg har været plaget meget af selvskade og selvmordstanker. Lige nu venter jeg på at VISO specialisten henvender sig. Jeg er stadig på antidepressiv og antipsykotisk medicin som jeg har været behandlet med i lidt over 1 år. 

Jeg har de skønneste venner og veninder som jeg elsker at bruge tid sammen med når jeg har det godt. Kunne heller ikke ønske mig en bedre familie, de er så støttende og hjælpsomme. Efter sommerferien skal jeg på efterskole igen, jeg har fået lov til at tage et år mere i 10 klasse af undervisningsministeriet. Det glæder jeg mig til.

Jeg brænder for at bryde det enorme tabu der er, dette gør jeg blandt andet på min Instagram profil @lykkes_rejse, hvor i hellere end gerne må være med til at bryde tabuet og følge med i mit liv på godt og ondt. Det var meget kort min historie. Tak fordi i læste med. 

Kærlig hilsen Lykke

Henrijette del 2

Med mit andet indlæg, følte jeg at det gav god mening for mig at skrive noget mere dybdegående om det at gå i terapi. Jeg har d. 1. juli 2020 sidste gang hos min terapeut, og afslutter det forløb jeg har brugt et år på at gennemføre. Overraskende nok er det nemmere for mig end jeg troede det ville være. Bevares, kæmper da helt klart med tanken, men samtidig har det også været så utroligt produktivt et år for mig rent mentalt, at jeg faktisk ikke er bange for at komme ud i verden igen, uden en terapeut. 

Jeg har gået i terapi/til psykolog over flere omgange af adskillige grunde, og første gang var i folkeskolen hos skolepsykologen efter et forfærdeligt sammenbrud i skoletiden. Dengang gad jeg ikke tale med nogen om det, for hvad nyttede det. Vi vidste jo allesammen godt at man ikke stopper mobning ved at snakke med de voksne. 

Klarede gymnasiet uden yderligere samtaler med den slags fagpersoner, men ikke ligefrem smertefrit. Men igen, det virkede bare ikke som en god ting at tale med nogen, for jeg ville ikke have at der var galt med mig. Kun syge mennesker gik til psykolog/terapi dengang. 

Næsten lige efter gymnasiet startede jeg til psykolog. Tingene skrantede en del for mig, og jeg havde ikke så nemt ved at finde et arbejde som jeg troede. Heldigvis kunne jeg få 10 gratis timer hos psykolog gennem min fars arbejdsforsikring, og det virkede lidt som lykken dengang. Jeg startede hos en sød psykolog og fik et fuldtidsarbejde, så alt var jo godt. 

Nej… Min ellers søde, dejlige og kompetente psykolog var ikke trænet i hvad jeg havde brug for, har jeg fundet ud af bagefter. Hun var en sindssyg god coach og rigtigt god til stress, men fik også hurtigt stemplet mig som en “ung pige der bare har svært ved at finde sin plads”, så derfor var der jo ikke mere galt med mig end alle andre unge mennesker. 

Hun var med til at lærer mig hvor vigtigt det er at være hos den rigtige terapeut/psykolog fremover. Fordi det er 100% det vigtigste, og hvis man ikke gør, kan man desværre ende med ikke at få den rigtige hjælp. 

Jeg gik yderligere nogle år og troede at jeg bare skulle finde mig tilrette og blive lidt ældre og så ville alt være godt. Det skete bare aldrig. Jeg drak mere og mere, og stoffer fristede også mere og mere. Jeg havde været til lægen og fået at vide at jeg formentlig var deprimeret, og det gjorde jeg ikke meget mere ved, fordi i sidste ende vidste jeg det godt. 

Jeg endte i en meget ustabil relation der virkelig fik skubbet mig utrolig langt, og den endte da han skiftede mig ud for en anden. Vi forblev “venner” men det var så usundt for mig at jeg knækkede fuldstændigt på det. Jeg blev indlagt med et sammenbrud på psykiatrisk skadestue i Roskilde, og blev sendt til udredning efterfølgende. Her fandt man ud af at jeg formentlig led af Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse og der styrtede min verden sammen igen igen. For nu var jeg jo rigtigt syg. Jeg startede til noget indledende forløb, hvilket jeg endte med at tage 2 gange uden nogen forklaring fra psykiatrisk afdeling og ventetiden på et reel behandlingsforløb blev længere og længere. Så lang at jeg endte på antidepressive piller som ødelagde mig mere end de gavnede. Det var her jeg prøvede at tage en overdosis og ende mit liv. Jeg blev indlagt 3 dage mens jeg kom mig over det og er den dag i dag glad for at jeg overlevede det. 

Jeg blev kastet ud i endnu et behandlingsforløb i Roskilde som igen aldrig rigtigt kom til at starte ordentligt. Så jeg endte med at droppe det. Jeg var så træt af forløber og ventetider og ville bare prøve at gøre hvad jeg kunne for at passe på mig selv i stedet for. Jeg fokuserede mere på studiet, venner, familie og andet der gjorde mig glad. Og så mødte jeg en der viste sig at skulle ændre mit liv for evigt. 

Han blev mit et og alt men også det farligste for mig. Det var ren sex, drugs & rock’n’roll i weekenderne, og mit ustabile kaos af et sind resten af tiden. Det første af de to altafgørende aftener vi havde, var vores første nytår sammen. Jeg har stadig arret derfra men husker ikke meget. Ved bare jeg blev hentet af politiet med blod over det hele og blev indlagt på Bispebjerg natten over. Derefter hang forholdet i en tynd tråd og jeg blev tilknyttet et MBT-forløb (mentaliserings baseret terapi) på psykiatrisk center på Nørrebro. Det var der selvfølgelig også ventetid på, men denne her gang havde mine forældre mulighed for at hjælpe mig økonomisk så jeg kunne gå til psykolog indtil da. Jeg startede i terapi, startede i praktik i forbindelse med uddannelse og vi arbejdede på vores forhold. Alt gik godt. 

Terapien begyndte hurtigt at virke ligegyldig for mig fordi det hele handlede om at finde ud af hvad man følte, og det vidste jeg altid – men jeg vidste bare aldrig hvordan jeg skulle håndtere det. Alt andet i mit liv gik fint, så jeg begyndte at blive væk fordi jeg var så opslugt af mit eget liv. Det er en tendens jeg har haft en del ift. Terapi – jeg bliver væk når jeg føler jeg ikke har brug for det, og det er faktisk virkelig dumt. For man har altid brug for det!

Andet afgørende skænderi endte i et afsluttet forhold og et par knuste hjerter, og endnu en dårlig aften på samvittigheden. Det endte med endnu en indlæggelse, denne gang på Hillerød, og det endte i endnu et terapiforløb på Nørrebro. Samme klinik som jeg førhen havde skredet fra men denne gang i et helt andet forløb, nemlig noget der hedder DAT; dialektisk adfærds terapi. Det skulle vise sig at vende op og ned på alting, og er aktivt det der har gjort mig til den jeg er i dag. Jeg fik endelig de her værktøjer til at håndtere mine følelser, som jeg havde efterlyst i alle de år, og jeg fik lov til at snakke med en masse mennesker i samme situation som mig. Og sidst men ikke mindst så havde jeg en skøn terapeut der endelig forstod mig. Jeg følte mig tilrette og hjemme, også selvom det var hårdt og ulideligt til tider. 

Det sidste forløb har gjort mig i stand til at sige fra og sige til, og give slip på alle de giftige ting jeg havde i mit liv. Den dag i dag er jeg meget mere afbalanceret og har mere styr på mit hoved og mine reaktioner. Mit liv er ikke perfekt men jeg har aldrig haft det så godt som jeg har nu. 

Så vigtigheden af den rigtige terapi-type, den rigtige terapeut og en mental paratheds følelse, kan ændre ens liv!

Martha

Jeg kommer fra en af de mest overbærende, støttende og forstående familier. Men sådan startede det desværre ikke. I en sen alder af 13, blev jeg diagnosticeret med ADHD, efter adskillige år som misforstået.

Min historie er en opfordring til, at folk bliver bedre informeret og forstående over for hvert individs udfordringer. Siden jeg var helt lille, har jeg været et følsomt barn. Mine kære forældre, som jeg på ingen måder bærer nag eller ser skævt til, kæmpede selv med tilværelsen, og deres overskud og nærvær var der ikke altid i hverdagen.

Mistrivsel i folkeskolen og personligt, betød at jeg måtte tage begynder-klassen om. Dengang havde jeg ingen forståelse af min situation heller og stod selv i en magtesløs position. Jeg var ikke i tvivl om noget var “galt”, men jeg kunne ikke selv sætte en finger eller ord på det. Ofte i skolen oplevede jeg at min hjerne lukkede af og jeg ikke kunne agere “normalt” i timerne. Jeg blev ulykkelig, græd og græd, reagerede voldsomt og blev uhyggelig selvdestruktiv.

Fra samme magtesløshed oplevede jeg mine forældre, men også mine adskillige lærer, skælde mig ud eller råbe af mig, grundet min anderledes opførsel. Jeg havde dengang en matematiklærer, som i sin desperation, fortalte mig at jeg ikke kom længere i livet end bag kassen i netto, grundet min udfordrede indlæring og koncentrationsevne. Med mit sårbare og opgivende sind, slugte jeg hans ord råt og det sætte sig som knuder på indersiden. Det er ikke nemt at forklare, men hvis jeg tænker tilbage på de episoder, så får jeg et helt klart billede af hvad der skete.

Men dengang var jeg og mine pårørende uvidende, usikre og magtesløse, grundet manglende viden. Efter at havde måttet skifte skole, grundet mobning og gentagende opgivelse fra mine lærer, startede jeg på en lille-skole. Det startede positivt og jeg troede at tilværelsen havde givet mig en chance. Men desværre endte det med i ottende klasse, at min klasselærer måtte meddele at jeg var umulig og de måtte give op på mig i undervisningen. Jeg kan huske ordene ordret. Det sagde min klasselærer. Det gav mig et traume og hjalp ikke på mit destruktive sind. “Vi giver op. Vi ved ikke hvad vi skal stille op med hende”. Allerede i så tidlig en alder, udviklede jeg en svær depression. Det opdagede vi, desværre, også alt for sent. Jeg startede på efterskole og det var en af de bedste år af mit liv. Udover at efterskolen havde en filmlinje, som var og er min passion selv idag, så havde de en stor forståelse og erfaring med elever med ADHD. Jeg fik den støtte, forståelse og hjælp jeg havde brug for og endte med at tage min niende klasse med topkarakterer. Depressionen lå dog dulmende under overfladen og da jeg flyttede fra efterskolen, slog det mig hårdt. De ar på sjælen, den forårsagede, satte virkelig sine spor. I en alder af blot 15-16 år var jeg tæt på at tage skridtet og sætte en stopper for smerten.

Heldigvis, lykkedes det mig ikke. Efter min diagnosticering af ADHD, deltog min mor i diverse kurser, læste adskillige bøger og søgte støtte, for at kunne hjælpe mig bedst muligt. Så udover hendes støtte omkring min nylige diagnosticering, så opfangede hun hurtigt min første depression og fik mig i bedring, i samarbejde med min psykiater. Jeg har aldrig set skævt til min familie, for deres magtesløshed eller misforståelse af min adfærd. De var jo blot lige så uvidende som mig selv. Hurtigt blev min mor en af de klogeste mennesker på emnet. Jeg husker tydeligt følelsen af at lære mig selv bedre at kende, sammen med min mor og at vi begge fik opbygget et sprog og en ramme for mine udfordringer. Efter tests, konsultationer og samtaler med min første psykiater, fandt vi den bedste måde for min hjerne at opbygge sig igen. Jeg kom på medicin og det hjalp mig gevaldigt. Jeg tager dem stadig i dag, i en alder af 25 år.

Uden min mors kampgejst, tro og støtte, havde jeg ikke været det velfungerende voksne mennesker jeg er i dag og jeg er hende evig taknemlig. Dog vil jeg klart meddele at jeg ikke tror alle skal medicineres for deres ADHD. Men det var, og er det, der fungerer for mig og jeg har ikke i sinde at stoppe. Jeg har en teori om at ADHD er noget vi alle har. At ADHD ikke er en diagnose, men blot en svagere funktion af hjernen. Vi har alle centeret der udsteder dopamin og alle hjerner arbejder forskelligt. Min doserer ikke dopamin, overhovedet, og det gør en daglig trivsel utroligt hård og kan ofte lede til angst, depressioner eller stress. Jeg kender flere der er medicineret, som jeg, men med anden slags medicin og andre der slet ikke er medicineret, men blot regulerer dem selv med faste rammer, kost og motion.

Jeg ser ADHD som en udfordring, ligesom at man har astma eller acne. Det er en udfordring og påvirker ens hverdag, men det gør ikke en syg eller ustabil. Jeg har flere gange oplevet folk har stemplet mig som psykisk syg på grund af min ADHD og tidligere historik af angst, depressioner og stress-perioder. Eller at folk sætter mig i kasser og afskriver mig muligheder og fremtidsplaner. Jeg er velfungerende med ADHD og kan, den dag i dag, sige at min diagnosticering blot har gjort mig stærkere og meget klogere på mig selv.

Diagnose eller udfordring, så lærte jeg først mig selv ordentligt at kende efter min diagnosticering og føler mig kun som et stærkere individ. Fra en lille misforstået og ulykkelig pige, til en stærk diagnosticeret kvinde på 25 år, står jeg nu som selvstændig på 10’ne år. Vundet priser for mit arbejde, købt mig drømmelejligheden og står ved mig selv, uanset hvordan andres mening eller opfattelse er.

Lad aldrig dine udfordringer i livet være en begrænsning, men blot et værktøj til bedre selvindsigt og videreudvikling. Jeg hedder Martha. Jeg har ADHD og jeg er stolt af mig selv.

Henrijette Del 1

Mit navn er Henrijette, jeg er 25 år gammel og har siden jeg kan huske altid følt mig ved siden af, deprimeret og angstfyldt. Jeg er diagnosticeret med Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse, som i normal tale kaldes for “borderline”, fordi det er kendetegnet ved at ens humør og sindstilstand konstant er på “grænsen” til at skifte. Det er et konstant liv med usikkerhed og et ustabilt selvbillede. Jeg studerer fuldtid til hverdag, og bor alene, og kan heldigvis klare mig rimelig normalt de fleste dage, da jeg i længere tid har gået til terapi og tager medicin ved siden af. 

For kort at fortælle hvorfor jeg endt som jeg er, så kan jeg starte med at fortælle lidt om min opvækst. Jeg kommer fra en relativ almindelig familie; mor, far, hus, vovser, katte, og to større søstre som jeg aldrig har været tætte med, haft noget til fælles med og den dag i dag slet ikke har kontakt til. Generelt har jeg en del familie som jeg ikke har noget som helst til fælles med, og som i bund og grund ikke synes jeg passer ind. Mest af alt fordi jeg er fra København og de er fra Nordjylland – så ja, den del af min familie opfylder helt klart en fordom eller to. 

Men som sagt er jeg vokset op med begge forældre, i et helt almindeligt hus på Vestamager. Intet ud over det sædvanlige, og kommer fra et hjem med støtte og familiefølelse. Det var ikke mine forældre der “ødelagde” mig. 

Jeg blev mobbet alle 10 år i folkeskolen. Jeg ville gerne kunne sige at jeg virkelig prøvede at skille mig ud, og virkelig gav dem en helt masse grund til at mobbe mig, men den eneste grund jeg kan finde er: at børn er virkelig onde nogle gange. Især på Vestamager, som desværre også lever op til fordommene. For de fleste i min klasse endte med at gå for meget op i solarie og knallerter. Jeg gik derimod op i historie, videnskab, computerspil, Twilight og musik. (Når jeg skriver det ned, lyder mit liv ærligt som en stor film kliché).

Men nej, jeg blev ikke bare mobbet fordi jeg ikke gik op i de samme ting, eller fordi jeg var 1 ud af 2 emo piger på hele skolen. Nej, jeg blev mobbet fordi mange børn i folkeskolen har svært ved at forholde til andre børn det ikke er ligesom dem selv, og fordi jeg lod det ske. Jeg sagde ikke fra når jeg blev mobbet, og jeg så også oftes stille på når andre blev mobbet. Så jeg er ikke bedre end dem – for igen, børn er onde. Det værste jeg ved den dag i dag, er stadig 13-årige piger. De skræmmer mig så meget, fordi jeg har oplevet på egen krop, hvor nemt de kan ødelægge en. Jeg havde “venner/veninder” i perioder i skolen, men jeg vidste faktisk aldrig om de stadig var mine venner dagen efter. For det er sådan piger mobber. De tæver dig nødvendigvis ikke, men de kalder dig forfærdelige ting, og lades som om de er dine venner indtil du stoler på dem, og så skrider de og griner af dig. Det er helt klart en oplevelse der den dag i dag, stadig fylder meget og kan gøre mig konstant usikker på alle mine venner. Selvom jeg godt ved at de ikke gør det samme, så sidder det bare så uendelig dybt i mig. 

Jeg trøstede mig selv, med den digitale verden og med musikken. MTV var nok det jeg så allermest, og jeg husker stadig tydeligt den dag jeg så en Green Day video første gang, og bare vidste jeg måtte eje den CD. Heldigvis lod mine forældre mig hører hvad jeg ville og gå med hvad jeg ville – sort hår var dog forbudt, fordi min mor ikke ville ødelægge mit naturligt meget blonde. 

Men ja, det er i bund og grund min generelle opvækst, som lyder som noget man kunne læse på en hver MySpace blog fra samme tid. Men måske derfor jeg blev som jeg blev. 

I dag kæmper jeg stadig meget med mine relationer og har desværre også endt i nogle uheldige forhold, som har forvoldt både fysisk og psykisk misbrug. Noget har jeg fået og noget har jeg delt ud. Jeg har altid haft problemer med mit temperament og hvis jeg blev tilstrækkelig sur og ked af det, så ville jeg nærmest blive et vildt dyr og gå til angreb. Det har mistet mig et forhold, fordi jeg angreb ham flere gange. Andre forhold er gået i stykker, fordi jeg desværre er god til at finde personer som godt kunne lide at få mig til at føle at jeg aldrig var god nok. Det kan være jeg går i dybden med nogle af dem, hvis jeg får lov til at skrive flere indlæg! 

Disse forhold har gjort at jeg i dag har en kæmpe mistro til kærligheden som koncept, og har lovet mig selv at jeg skal kunne klare mig uden nogle andre. En sindstilstand der til tider kan give mig en skøn følelse af frihed, men også noget der gør mig bange for intimitet og andre mennesker, fordi jeg har brændt mig nok gange efterhånden. Hellere være alene og kynisk, end sammen med nogen og ødelagt. Jeg har været single i lidt over halvandet år nu, og selvom det hele lyder lidt mørkt og dystert, så nyder jeg det heldigvis og arbejder dagligt på at nå hen et sted hvor jeg kan lukke folk ind igen. 

Udover alt det jeg har nævnt, kan jeg da hurtigt ridse op at jeg også har kæmpet meget med spiseforstyrrelse. Ikke anoreksi eller bulimi eller overspisning. Har aldrig fundet et konkret ord for hvad jeg fejlede, men jeg ville i hvert fald bare undgå at spise helt generelt fordi jeg var bange for at blive dårlig og bange for at tage på. I dag vejer jeg over 20 kg mere end jeg gjorde dengang, og har efterhånden affundet mig med at H&M synes jeg skal bruge en str 44, selvom jeg ikke føler mig så stor. At tage så meget på har også lært mig at det handler mere om hvad tøj du tager på, end hvad du vejer. Når man endelig finder ens personlige stil og hengiver sig til den fuldkommen, så kommer selvtilliden kravlende hen ad vejen. Det er i hvert fald min erfaring. 

Men ja, nok om hvor jeg kommer fra. Hvor jeg er i dag, er helt klart et liv efter terapi, og et liv med en masse værktøjer der gør mig i stand til at håndterer et pres jeg ikke har kunne før – i hvert fald ikke uden alkohol og stoffer. (Men den historie kan vi måske også tage en anden dag) 

Jeg går stadig i panik når min telefon ringer, og når der bliver banket på døren uden jeg forventer gæster. Jeg bryder stadig sammen i ny og næ, og føler jeg har ødelagt mig selv og alle omkring mig. Jeg bliver stadig jaloux på min bedste venindes veninder, fordi jeg er bange for at hun bedre kan lide dem end mig, og jeg flipper stadig ud når min mor komplimenterer min krop/vægt. Jeg føler selv jeg rummer mange flere fortællinger end det her, men jeg håber det har kunne give et indblik I hvem jeg er, hvad jeg har kæmpet med, og hvor jeg er på vej hen. 

Og hvis der sidder nogle derude og læser med, og føler at verden er mere fucked end normalt, så vil jeg bare sige at: Ja det er den, men alt skal nok gå og der er så mange steder at hente hjælp fra. Brug din omgangskreds, få fat i en terapeut (dette kan gøres ganske gratis heldigvis) og husk på at du ikke er alene og at det er okay at alting vælter en gang i mellem!