Elisa

Hej, Jeg hedder Elisa. 

Jeg har i mange år nu kæmpet med angst og depression, og på samme tid har jeg også infantil autisme og ADD, som jeg også kæmper med. Efterhånden har jeg fået rigtig mange ar på sjælen. 

I 5 år har jeg gjort alt for at skjule min smerte, levet bag en facade overfor alle endda også min familie, grædt mig selv i søvn nærmest hver dag, haft forfærdelige tanker, gjort selvskade, hadet alt og alle m.m. Ingen har rigtig været klar over hvor hårdt jeg har haft det, for jeg har altid smilet og virket glad, men når jeg har været alene var det været langt fra sådan. 

Jeg blev mobbet på en skole af eleverne fra de ældre klasser og så havde jeg en vikar som ikke var særlig sød og godt kunne lide at råbe af mig, holde hårdt fast i min arm, sige jeg var et problembarn og aldrig blev til noget. De andre elever truede mig på livet, de vidste hvilken vej jeg gik hjem så de stod altid midt på ruten og ventede på mig. 

Jeg skiftede skole efter at være blevet mobbet i et år. Den nye skole jeg startede på, var værre. Mobningen begyndte efter 1 uge. Det var hver dag, hele dagen, både i skolen og efter skole. Jeg havde 6,7 og 8 klasserne imod mig alene. Jeg sagde ikke noget til nogen, heller ikke mine forældre. Efter 3 måneder, kunne jeg ikke mere, jeg havde selvmordstanker. Jeg endte med at gå hjemme i 2,5 år, hvor jeg ikke rigtig fik noget undervisning. Min angst kom, min depression kom. Jeg sov nærmest aldrig før kl. 6 om morgen, fordi jeg bare græd og græd. Jeg var kun derhjemme, og så kun de samme fire vægge i 2,5 år. 

Jeg startede i skole igen i September 2019, med en hel masse huller, kunne nærmest intet fagligt, var dårlig socialt, angsten for skole var kæmpe, jeg havde en hel masse at indhente, en hel masse at lære som de fleste på min alder kunne. Det var virkelig hårdt, og jeg troede aldrig jeg kunne klare det. 

Min skole gik godt, jeg fik det bedre, det hele gik frem ad. 

Men i August 2020 får jeg en kæreste, i starten går det meget godt, vi har det rigtig godt sammen og er glade. Men den 8 Januar 2021 voldtog min kæreste mig, og efter han havde gjort det tog han bare hjem og lod som ingenting. Efter han var gået, gik jeg ud i badet og begyndte at stortude. 

Jeg fortalte ikke nogen om det, men efter nogle måneder fik jeg det endelig sagt. Jeg var rigtig glad for at have sagt det, i starten.. Min eks begyndte så at sige til alle at jeg løj, jeg bare ville have opmærksomhed, at han aldrig nogensinde havde voldtaget mig. 

Alt ramlede for mig, alt jeg havde bygget op, så glad som jeg var blevet osv, det forsvandt. Jeg gik fra glad til ked af det og sur hele tiden (igen) Min facade fandt jeg frem igen, jeg græd hver dag, havde forfærdelige tanker (selvmordstanker), jeg begyndte at gå hjemme igen, følte mig skyldig for alt, følte mig ikke god nok, følt mig svigtet, følte ingen troede på mig, troede ikke at jeg ville få det bedre og alt ville blive bedre igen. Jeg bedte ikke om hjælp, følte alle skred fra mig, så igen kun de samme fire vægge, følte jeg var en kæmpe byrde for alle, var ikke sød mod min familie m.m alt kom tilbage til det gamle igen. Jeg havde det elendigt. 

Den dag i dag, kæmper jeg stadig med en hel masse ting, jeg har stadig meget hårde og svære dage, kan stadig græde mig selv i søvn, men det er blevet bedre. Jeg har fået det bedre. 

Jeg har fået indhentet alt det i skolen som jeg skulle/kunne. Jeg sluttede folkeskolen af med nogle gode eksamenskarakterer, og efter sommerferien begynder jeg på hhx i Vejle som er 2 timer væk, det havde ingen troet på for bare 1,5 år siden. 

På bare 4-5 år, har jeg virkelig oplevet meget, ændret mig og rykket mig meget! Jeg har rykket mig rigtig meget ifølge min diagnose, er blevet bedre socialt, oplevet et slemt forhold, er blevet meget stærkere psykisk, haft en psykolog, været meget alene, begyndt at tro mere på mig selv og helt masse andet. 

Det har været nogle meget hårde år, men jeg står her stadig! I’m proud of myself, og det er helt okay at sige! Hvis du tror på dig selv, tror på du kan klare de hårde tider, ber om hjælp, så klare du det også! Der er altid lys for enden af tunnelen. 

Som min far altid har sagt til mig 

“What doesn’t kill you, makes you stronger”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s