Lise-Lotte

Hej,
Mit navn er Lise-Lotte og jeg er 21 år gammel.
Min historie er lang og forvirret, men jeg vil prøve at gøre den så kort som muligt.
Da jeg var 4 år gammel oplevede jeg angst for første gang. Det var i forbindelse med at jeg blev fjernet hjemmefra min mor. Jeg kom i plejefamilie og jeg følte mig forladt. Jeg var bange og utryg hele tiden. Jeg var bange for at der skulle komme nogle og tage mig. Det er en frygt der aldrig er forsvundet.

Årene gik og jeg kom hjem igen at bo. Man skulle tro at det hjalp på min angst, men det gjorde det ikke. Jeg var bange hele tiden. Bange for at nogle skulle tage mig, bange for at de skulle slå min mor eller mig ihjel. Det var så slemt at hvis jeg var alene hjemme, så sad jeg i vindueskarmen med en køkkenkniv i hånden. Når min mor og far så kom hjem smed jeg kniven ud i skuffen og tændte tv’et. Som om intet var hændt. Jeg sagde aldrig noget til dem. Jeg vidste jo egentlig heller ikke at det var angst. Jeg vidste bare at der var noget helt galt. Det var mærkeligt og derfor ville jeg ikke sige det.

Der gik nogle år hvor det bare var sådan og så blev min far syg og døde da jeg var 14 år. Der væltede jeg fuldstændig. Jeg havde kniven med mig overalt. Også i skoletasken. Min mor kunne nu fornemme at der var noget galt og derfor blev jeg ret hurtigt, efter min fars død, henvist til psyk. Jeg fik diagnosen generaliseret angst og blev startet op i Medicinsk behandling.
Jeg gik til samtaler jævnligt og min angst kørte op og ned.

Som 16 årig blev jeg afsluttet på psykiatrisk ambulatorium og flyttede så i egen lejlighed. Der blev kniven igen en del af min hverdag og den konstante utryghed fyldte min krop. Medicinen var jeg stoppet med og det var nok ikke så smart, set i bakspejlet.
Jeg husker faktisk ikke så meget fra de efterfølgende år, udover at de var tynget med nederlag efter nederlag. Startede på uddannelse og startede på job, men måtte efter kort tid erkende at min angst var for slem og derfor stoppe jeg igen.. den seance gentog sig mange gange.

Som 19 årig fik jeg nok! Jeg bedte selv om hjælp og så blev jeg igen henvist til psykiatrisk ambulatorium.
Jeg blev startet op i medicin igen og så skete der faktisk ikke mere. Hverken terapi eller andet. Det var bare det. Eller jo de gav mig en depressionsdiagnose, som de så sidenhen har trukket tilbage igen. Flot.

Jeg gik for mig selv i næsten 2 år, før de faktisk fattede at der skulle ske noget. Jeg blev igen udredt og nu har jeg fået diagnosen bipolar sindslidelse type 2. Jeg er stadig under “overvågning” og det er stadig nyt for mig, så derfor giver det ikke så meget mening at uddybe det lige nu.

I forhold til min angst, lærte jeg at det kun er mig selv der kan gøre noget. De professionelle gjorde tydeligvis ikke noget for at hjælpe mig, så det måtte jeg jo selv begynde på. Jeg kunne ikke blive ved med at vente på at nogle ville hjælpe mig. Jeg måtte tage ansvar for mig selv nu. Så det gjorde jeg.
Jeg bruger mange redskaber for at holde min angst nede. Blandt andet en meditation som jeg selv har lavet. Udover dette prøver jeg også at planlægge min dag. Der gør nemlig at jeg ikke oplever min angst særlig kraftigt mere. Jeg har udover dette skrevet en bog omkring min angst, og så hjælper det mig ufatteligt meget at jeg endelig tør dele min historie. Det gør jeg dagligt på Instagram under navnet liselotte_brandstrup og jeg får det bedre hvergang jeg kommer ud med det der tynger mig.

Det var den korte historie. Vær glad for at det ikke er den lange 😉

Med venlig hilsen Lise-Lotte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s