Lærke

Kære læser… Det er mig, Lærke. Lærke på 17 år, der kommer fra Jylland. Mig, min historie og den nøgne sandhed. Jeg bor sammen med mine forældre og mine 3 brødre. I min fritid ELSKER jeg at dyrke rytmisk gymnastik, spille klaver og sjippe. Min yndlingsfarve er lyserød, men livet har dog aldrig været lyserødt for mig… Håber, I vil læse med.


I en tidlig alder, 5. klasse, døjede jeg med periodevise rygsmerter. Smerterne kunne være der i 10 dage, hvor de bare eskalerede. Så var der også smerteanfald, hvor jeg bare lå på gulvet, vred mig rundt og græd af smerte. Og bum, så kunne smerterne forsvinde helt og være væk i 3-4 måneder. Med årene blev det så værre, og jeg endte med at blive akutindlagt på somatisk grundet svære smerter. Jeg kastede op af smerte og havde det egentlig bare elendigt. Jeg havde gennem årene været igennem samtlige scanninger, blod- og urinprøver, fysioterapeuter, kiropraktor og lægebesøg – dog uden held. Ingen kunne hitte ud af, hvad der var galt, og jeg endte med at få diagnosen “funktionel lidelse”. Det er en diagnose, der siger, at man har reelle fysiske smerter, men de skyldes noget psykisk… Og så er det en diagnose man kan få, når lægerne giver op. Efter alle de år med utallige lægebesøg og fagfolk, der ikke troede på det, er jeg blevet stærkt præget af det. Stærkt præget af, at folk ikke tror på mig, og jeg ikke er værd at tro på… Allerede der startede mine psykiske problematikker. 


Jeg begyndte i 7. og 8. klasse at lukke mig mere og mere inde for mig selv. På værelset bag nedrullede gardiner og i sengen. Jeg kunne ikke se meningen med noget som helst, for hvorfor skulle jeg leve, hvis folk alligevel ikke troede på mig?
Alle mine tanker eskalerede totalt og efter et selvmordsforsøg i 9. klasse, blev jeg indlagt på lukket afsnit i psykiatrien. Det blev til en lang indlæggelse på tre måneder. Dagene gik med gråd, tvang og jeg måtte flere gange blive ført modvilligt tilbage til afdelingen af politiet, da jeg stak af fra den lukkede enhed. Efter noget tid besluttede jeg dog at jeg ville på efterskole, så det skulle være mit vendepunkt, og udskrevet blev jeg. Jeg kom dog hurtigt ind og ud igen mange gange med tvang og til sidst, fik jeg mig en patientstyret seng, så jeg kan indlægge mig selv (meget få får sådan en)


Efterskolen startede. Og det var både hårdt og godt. Jeg blev tildelt en mentor, og hun var og er den bedste! Dagene gik, mobilteamet fra psyk kom på besøg, og vi fik lagt planer for dagene. Men det endte dog med en lang indlæggelse, der bød på tvang, to operationer og en helt færdig Lærke. Efter noget tid begyndte jeg at lukke op for, at jeg havde hallucinationer på alle sanser, og jeg var rædselslagen døgnets 24 timer. Det bød med tiden på en udredning for skizofreni, dog negativ, da jeg ikke fortalte nok til at de kunne bruge den til noget som helst. Mine hallucinationer var virkelig slemme… Jeg var bange for at min medicin var forgiftet, så til tider turde jeg ikke tage den. Med det blev selvskaden desværre også værre.


Her er en tekst, jeg skrev under mine værste dage:

Jeg er bare et normalt menneske, der gemmer en masse følelser bag det gladeste smil. Du kender mig ikke. Du kender kun det, jeg lader dig kender. For min største frygt er, at du en dag vil se mig, som jeg ser mig selv. Jeg hader, at jeg stadig håber. At jeg stadig tror, der er et lille håb, for at det kan blive bedre. For jeg ved også godt, at det ikke passer. Der findes intet liv for mig uden smerte. Uden smerte i mit hoved fra stemmerne og tankerne der råber i munden på hinanden. Jeg er ikke okay, men det er okay. Jeg har bare brug for en pause fra mine egne tanker. Det gør ondt at gå igennem noget, der dræber mig indeni, men jeg skal lade som om, det slet ikke påvirker mig. Det er også svært at glemme min historie, når den er skrevet på mine arme, mine hofter, min mave og jeg kunne fortsætte. Men vær nu sød. Lad vær med at lade som om du faktisk interesserer dig. For jeg ved godt, der er ingen, der interesserer sig for mig. Jeg er bare en stor byrde.Efterhånden har mine tanker også ødelagt mig mere, end min selvskade har.Tanker er ikke bare tanker, men de er som dæmoner, der konstant plager dig. De kører rundt og rundt og rundt, og du har ikke selv kontrol. En ond cirkel og den holder ikke pause. Udenpå smiler jeg. Indeni græder jeg. For det er meget nemmere at fake et smil end at forklare tristheden, tomheden og frustrationerne i mig. Tro mig – jeg ved, hvordan det er. Jeg ved, hvordan det er at græde i badet, så ingen kan høre eller se dig. Jeg ved, hvordan det er at prøve at holde sig oppe, til alle andre sover, så man kan bryde ud i gråden, der gemmer sig i en. Tro mig, jeg ved det. Jeg vil tale om det. Jeg vil skrige. Jeg vil råbe. Jeg vil hyle om det. Men alt jeg kan er at hviske, ”jeg har det fint”. Jeg har det jo fint, og jeg bebrejder ingen. Jeg har gjort det her mod mig selv. Det er min skyld. Det er alt sammen min skyld. Det gør ondt, men det er okay. Jeg er vant til det. Jeg skærer ikke i mig selv for at dø. Jeg skærer i mig selv, fordi jeg prøver at overleve. Jeg har nemlig mange flere ar, end hvad du kan se. De fleste er bare i mit hoved. Det er en kamp uden lige, og dag efter dag kæmper jeg – det er dog aldrig nok. Jeg står på en linje mellem at give op og se, hvor meget mere jeg kan klare. Hvad jeg vil her i livet, ved jeg ikke. Alt jeg ved er, at der er smerte i mig, og det æder mig op, som dagene passerer forbi – langsomme og pinefulde.


Jeg fik afsluttet mit efterskoleår ordentlig, og det betyder alverden for mig. Efterskole har klart gjort godt for mig! Dagene er stadig lange og hårde, men jeg kæmper, og det er vigtigst.


Efter sommerferien skal jeg på STX, og jeg glæder mig, selvom jeg også er rædselslagen… men jeg har gode mennesker omkring mig, der er guld værd! Jeg elsker at tilbringe tid med mine kære omkring mig, og det er vigtigt at holde fast i.
Jeg døjer med PTSD (hvilket jeg ikke er klar til at komme nærmere ind på), svær depression og mange psykotiske symptomer. Til tider er jeg bange for ALT. Bange for at folk vil gøre mig ondt… Derfor kan hverdagen være svær at komme igennem.
Jeg kæmper dagligt for at bryde tabuet om psykisk sygdom. Bl.a. ved at dele åbent ud og så har jeg også en profil på insta, hvor jeg bryder tabuet, @laerkes.rutsjebane. I må med glæde være med til at bryde tabuet!…


Kærlig hilsen Lærke

2 tanker om “Lærke

  1. Kære Lærke
    Det er hård læsning fra en hårdt plaget ung dig. Du er mega sej og modig. Tak fordi du deler ♥️ Jeg håber inderligt, du aldrig mister håbet. Mit største ønske er for dig og mange andre, at vi kan skide på tabuet og fortælle omverdenen, at der er alt for mange der lider alene/ i skammen over ikke at kunne være som de andre.
    Du er så sej. Sender de kærligste tanker din vej, og håber inderligt du bliver ved med, at skrive. Du gør det SÅ godt.
    De bedste hilsener fra Gitte

    Like

    • Årh tusind tak! Det varmer virkelig i mig.

      Lad os sammen bryde dette tabu. Der er intet pinligt i at sige noget højt, men det er nærmere pinligt ikke at sige noget højt💪🏻

      Tak, for dine søde, søde ord💕

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s