Julie

Kære læsere derude, jeg vil nu dele min historie med psykisk sygdom/lidelse. 

Jeg er en 16 årige pige, med diagnoserne skizofreni, svær depression, anoreksi, samt en psykose og angst. Jeg bor i en lille by på Fyn kaldt Gislev, til hverdag laver jeg intet for tiden, og det har jeg ikke gjort siden starten af 8. Klasse. 

I sommerferien til 8. Klasse blev jeg indlagt for min anoreksi på hospitalet med en vægt på 31 kg. Jeg fik af vide at hvis jeg ikke gjorde noget for at få det bedre ville der ikke gå lang tid før mit hjerte gav op, jeg lå egenligt bare og ventede på døden i hospitals sengen, blev kørt rundt i kørestol og fik sondemad. Jeg kom op på de 37 kg. Og blev rykket til psykiatrisk afdeling i Odense, for at få hjælp med og spise rigtigt mad på egen hånd. Efter 1 års indlæggelse gik det bare nedad, jeg fik en mand i hovedet som jeg både kunne se og høre, og han kunne få mig til og gøre alt muligt dumt ved mig selv, han havde egenligt fuld kontrol over mig. Jeg begyndte og få Black outs hvor jeg derefter kunne ‘vågne’ med blod over det hele og havde skåret i mig selv voldsomt, samt jeg kunne ‘vågne’ med ondt i hovedet og sår efter og have kastet mig i væggen og revet store totter hår ud, det skræmte alle omkring og jeg begyndte og isolere mig endnu mere og give denne mand endnu mere kontrol. Mine forældre kunne ikke snakke med mig eftersom jeg blev ved med at forsvinde ind og ud af mig selv. En nat vågnede jeg og havde ingen kontrol, og fik et af mine værste Black outs. Næste dag blev jeg indlagt endnu en gang og fik mine diagnoser skizofreni, Svær depression, en psykose og angst. Jeg røg ind og ud af Psykiatrisk afdeling i flere måneder.  

Jeg tabte mig mere igen, da det var der JEG havde kontrol. Jeg havde fået en kontakt person gennem kommunen som jeg har haft svært ved at åbne mig for, men det blev bedre hen af vejen, og hun har haft hjulpet mig rigtig meget og har aldrig haft et så tæt bånd som jeg havde med hende. Jeg blev indlagt for en overdosis en nat i december måned, og skulle ligge med drop i 48 timer og derefter over på psyk. Min kontakt person besøgte mig ofte og gik ture med mig uden for afdelingen, og jeg kunne lave de mørkeste jokes med hende. Jeg har hende ikke mere og det kan godt mærkes. 

Jeg har i dag flere selvmords forsøg bag mig, ar på kroppen både psykisk og fysisk, og en historie som nogle gange kan skræmme nye mennesker i mit liv væk. Jeg skal nu lære at leve med mine diagnoser, og få en hverdag, men jeg er godt på vej selvom at jeg her for tiden i corona er blevet trukket lidt tilbage i gamle vaner og tanker. Der er meget jeg har undladt at fortælle, men det er for personligt og for mørkt til jeg vil lade det komme ud.. Endnu. 

Jeg håber min histore kan give et mere realistisk blik på hvordan livet med psykisk lidelse simpelthen er så hårdt og dystert. Mine forældre har skulle gå rundt og sige til dem selv at jeg ikke ville blive særlig gammel, og har skulle give mig så meget mere opmærksomhed og energi end mine 3 mindre årige søskende. Jeg har mistet så mange venner på grund af min baggrund. Der er ingen snak om at jeg skal tilbage i skole, dog har jeg fået tilladelse til og søge arbejde gennem kommunen som gør at jeg kan se hvordan en almindelig hverdag ser ud og komme lidt væk fra mine omgivelser. Jeg har stadig tider hvor jeg tager 2 skridt tilbage og 1 frem, men det ser lyst ud. Alle mine helveds mange indlæggelser har hjulpet mig meget fremad og mine forældre tør nu og lade mig være alene hjemme i nogle timer, lader mig passe mine søskende igen, samt har puttet nøglen tilbage til pilleskabet, det lyder ikke som meget, men små skridt af gangen. 

Det der har hjulpet mig meget er at mens jeg var indlagt blev min lillebror som nu er 11 mdr. født, og jeg var med til fødslen, det første jeg sagde til ham var at jeg lovede at kæmpe for ham, og hver gang jeg har været hjemme og har haft dårlige dage ville han kun hænge på mig, og det afledte mine tanker når jeg var med ham. 

Min histore blev lidt lang, og når man tænker på hvor meget jeg har undladt er det vildt nok. Jeg vil bare lige slutte af med at sige at jeg er så taknemlig for min historie bliver delt, samt at hvis nogle derude sidder og har det svært, så skal i vide at det er okay at søge hjælp, jeg søgte hjælp da jeg blev for bange for den her mand og han havde allerede alt kontrol, og det var lidt sent at søge hjælp, men uanset hvad så er det aldrig for sent at søge hjælp og husk at der ikke er noget der hedder at ‘være syg nok’ før man må søge om hjælp.

Mvh. Julie

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s