Henrijette Del 1

Mit navn er Henrijette, jeg er 25 år gammel og har siden jeg kan huske altid følt mig ved siden af, deprimeret og angstfyldt. Jeg er diagnosticeret med Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse, som i normal tale kaldes for “borderline”, fordi det er kendetegnet ved at ens humør og sindstilstand konstant er på “grænsen” til at skifte. Det er et konstant liv med usikkerhed og et ustabilt selvbillede. Jeg studerer fuldtid til hverdag, og bor alene, og kan heldigvis klare mig rimelig normalt de fleste dage, da jeg i længere tid har gået til terapi og tager medicin ved siden af. 

For kort at fortælle hvorfor jeg endt som jeg er, så kan jeg starte med at fortælle lidt om min opvækst. Jeg kommer fra en relativ almindelig familie; mor, far, hus, vovser, katte, og to større søstre som jeg aldrig har været tætte med, haft noget til fælles med og den dag i dag slet ikke har kontakt til. Generelt har jeg en del familie som jeg ikke har noget som helst til fælles med, og som i bund og grund ikke synes jeg passer ind. Mest af alt fordi jeg er fra København og de er fra Nordjylland – så ja, den del af min familie opfylder helt klart en fordom eller to. 

Men som sagt er jeg vokset op med begge forældre, i et helt almindeligt hus på Vestamager. Intet ud over det sædvanlige, og kommer fra et hjem med støtte og familiefølelse. Det var ikke mine forældre der “ødelagde” mig. 

Jeg blev mobbet alle 10 år i folkeskolen. Jeg ville gerne kunne sige at jeg virkelig prøvede at skille mig ud, og virkelig gav dem en helt masse grund til at mobbe mig, men den eneste grund jeg kan finde er: at børn er virkelig onde nogle gange. Især på Vestamager, som desværre også lever op til fordommene. For de fleste i min klasse endte med at gå for meget op i solarie og knallerter. Jeg gik derimod op i historie, videnskab, computerspil, Twilight og musik. (Når jeg skriver det ned, lyder mit liv ærligt som en stor film kliché).

Men nej, jeg blev ikke bare mobbet fordi jeg ikke gik op i de samme ting, eller fordi jeg var 1 ud af 2 emo piger på hele skolen. Nej, jeg blev mobbet fordi mange børn i folkeskolen har svært ved at forholde til andre børn det ikke er ligesom dem selv, og fordi jeg lod det ske. Jeg sagde ikke fra når jeg blev mobbet, og jeg så også oftes stille på når andre blev mobbet. Så jeg er ikke bedre end dem – for igen, børn er onde. Det værste jeg ved den dag i dag, er stadig 13-årige piger. De skræmmer mig så meget, fordi jeg har oplevet på egen krop, hvor nemt de kan ødelægge en. Jeg havde “venner/veninder” i perioder i skolen, men jeg vidste faktisk aldrig om de stadig var mine venner dagen efter. For det er sådan piger mobber. De tæver dig nødvendigvis ikke, men de kalder dig forfærdelige ting, og lades som om de er dine venner indtil du stoler på dem, og så skrider de og griner af dig. Det er helt klart en oplevelse der den dag i dag, stadig fylder meget og kan gøre mig konstant usikker på alle mine venner. Selvom jeg godt ved at de ikke gør det samme, så sidder det bare så uendelig dybt i mig. 

Jeg trøstede mig selv, med den digitale verden og med musikken. MTV var nok det jeg så allermest, og jeg husker stadig tydeligt den dag jeg så en Green Day video første gang, og bare vidste jeg måtte eje den CD. Heldigvis lod mine forældre mig hører hvad jeg ville og gå med hvad jeg ville – sort hår var dog forbudt, fordi min mor ikke ville ødelægge mit naturligt meget blonde. 

Men ja, det er i bund og grund min generelle opvækst, som lyder som noget man kunne læse på en hver MySpace blog fra samme tid. Men måske derfor jeg blev som jeg blev. 

I dag kæmper jeg stadig meget med mine relationer og har desværre også endt i nogle uheldige forhold, som har forvoldt både fysisk og psykisk misbrug. Noget har jeg fået og noget har jeg delt ud. Jeg har altid haft problemer med mit temperament og hvis jeg blev tilstrækkelig sur og ked af det, så ville jeg nærmest blive et vildt dyr og gå til angreb. Det har mistet mig et forhold, fordi jeg angreb ham flere gange. Andre forhold er gået i stykker, fordi jeg desværre er god til at finde personer som godt kunne lide at få mig til at føle at jeg aldrig var god nok. Det kan være jeg går i dybden med nogle af dem, hvis jeg får lov til at skrive flere indlæg! 

Disse forhold har gjort at jeg i dag har en kæmpe mistro til kærligheden som koncept, og har lovet mig selv at jeg skal kunne klare mig uden nogle andre. En sindstilstand der til tider kan give mig en skøn følelse af frihed, men også noget der gør mig bange for intimitet og andre mennesker, fordi jeg har brændt mig nok gange efterhånden. Hellere være alene og kynisk, end sammen med nogen og ødelagt. Jeg har været single i lidt over halvandet år nu, og selvom det hele lyder lidt mørkt og dystert, så nyder jeg det heldigvis og arbejder dagligt på at nå hen et sted hvor jeg kan lukke folk ind igen. 

Udover alt det jeg har nævnt, kan jeg da hurtigt ridse op at jeg også har kæmpet meget med spiseforstyrrelse. Ikke anoreksi eller bulimi eller overspisning. Har aldrig fundet et konkret ord for hvad jeg fejlede, men jeg ville i hvert fald bare undgå at spise helt generelt fordi jeg var bange for at blive dårlig og bange for at tage på. I dag vejer jeg over 20 kg mere end jeg gjorde dengang, og har efterhånden affundet mig med at H&M synes jeg skal bruge en str 44, selvom jeg ikke føler mig så stor. At tage så meget på har også lært mig at det handler mere om hvad tøj du tager på, end hvad du vejer. Når man endelig finder ens personlige stil og hengiver sig til den fuldkommen, så kommer selvtilliden kravlende hen ad vejen. Det er i hvert fald min erfaring. 

Men ja, nok om hvor jeg kommer fra. Hvor jeg er i dag, er helt klart et liv efter terapi, og et liv med en masse værktøjer der gør mig i stand til at håndterer et pres jeg ikke har kunne før – i hvert fald ikke uden alkohol og stoffer. (Men den historie kan vi måske også tage en anden dag) 

Jeg går stadig i panik når min telefon ringer, og når der bliver banket på døren uden jeg forventer gæster. Jeg bryder stadig sammen i ny og næ, og føler jeg har ødelagt mig selv og alle omkring mig. Jeg bliver stadig jaloux på min bedste venindes veninder, fordi jeg er bange for at hun bedre kan lide dem end mig, og jeg flipper stadig ud når min mor komplimenterer min krop/vægt. Jeg føler selv jeg rummer mange flere fortællinger end det her, men jeg håber det har kunne give et indblik I hvem jeg er, hvad jeg har kæmpet med, og hvor jeg er på vej hen. 

Og hvis der sidder nogle derude og læser med, og føler at verden er mere fucked end normalt, så vil jeg bare sige at: Ja det er den, men alt skal nok gå og der er så mange steder at hente hjælp fra. Brug din omgangskreds, få fat i en terapeut (dette kan gøres ganske gratis heldigvis) og husk på at du ikke er alene og at det er okay at alting vælter en gang i mellem!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s