Cornelia

Mit navn er Cornelia, jeg er 22 år gammel og dette er min historie. Jeg har ingen psykisk diagnose, men jeg har ar på sjælden som vil følge mig resten af livet.

Jeg er igennem hele min folkeskole blevet mobbet og blevet holdt udenfor. Det blev kun værre med årene. Jeg startede i folkeskole i 2002 i København. Jeg var aldrig rigtig den populære i klassen og jeg vidste egentlig godt hvordan hierarkiet var delt ind i klassen. Man skulle lidt kæmpe for at få en plads blandt de populære. Alle pigerne i klassen havde det godt sammen og vi lavede mange aktiviteter sammen, men alligevel var der altid hende som var dronning af klassen. Jeg havde det egentlig fint i klassen, men min verden bryder sammen, da jeg får at vide vi skal flytte og derfor skal jeg også flytte skole. Midt i 6. klasse bliver jeg revet ud af en god nok klasse og bliver smidt ind i en ny klasse, hvor jeg bestemt ikke passer ind. Der var nogle fra klassen som jeg kunne snakke med, men jeg følte stadig ikke at jeg passede ind. Drengene på den årgang accepteret mig ikke. Det var noget jeg ikke var i tvivl om på et eneste tidspunkt. De populære piger hoppede selvfølgelig med på vognen med at være grov mod mig. Jeg levede egentlig okay med det, fordi jeg havde nogle at snakke med. Jeg var rigtig meget sammen med folk der gik i årgangen under mig, fordi de accepterede mig mere. Jeg fik blandt andet en veninde i årgangen under, som jeg var sammen med næsten hver dag. Vi snakker stadig sammen, og har sågar boet sammen. Jeg havde det bedre med pigerne fra de yngre årgange fordi de ikke kendte mig. De piger jeg snakkede med på min egen årgang havde nogle gange tendens til at de, ja snakkede med mig, men jeg skulle alligevel ikke accepteres helt. Jeg var stadig ikke helt god nok.

Min klasselære i 6. klasse var ligeglad og gad ikke gøre noget ved problemerne, fordi hun alligevel var på vej på pension. Vi fik en ny klasselærer i 7. klasse. Hun kunne hurtigt se jeg var langt bagud fagligt i forhold til de andre. Jeg har siden 2. klasse modtaget ekstra undervisning. Jeg har altid ”bare” fået at vide jeg havde indlæringsproblemer. Men det var ikke tilfældet.

I slutningen af 7 bliver jeg efter mange års kamp konstateret ordblind. Derudover havde mobningen taget til, selvom jeg virkelig prøvede at gøre alt hvad jeg kunne for at passe ind. Det handlede selvfølgelig om at have en masse af det fedeste tøj. Men jeg var bare aldrig nok. Jeg var ikke hurtig nok til at læse, hvilket var et kæmpe problem når vi arbejdede i grupper. Jeg var ikke ”god nok”. Jeg kunne ikke overskue at læse noget, fordi jeg fik så voldsom hovedpine. Jeg har egentlig aldrig rigtig lavet lektier igennem folkeskolen, men ganske enkelt fordi jeg ikke kunne overskue det. Ikke nok med jeg ikke havde overskud, jeg brugte rigtig meget tid alene.

Jeg valgte i 8. klasse at tage 8 om, for at kunne give mig selv en chance. Jeg har igennem min folkeskoletid haft ni forskellige ekstra dansk lærer. Ligeså snart jeg blev tryg ved en lærer, så skete der noget som gjorde at jeg skulle have en ny. Det betød også at den lærer ikke nåede at lære hvilket svagheder jeg havde. Men anyways, jeg tog selv valget om at gå om, fordi jeg ikke ville ødelægge min 9. klasse afgangseksamen.

Jeg tog 8. klasse om på den samme skole. Rygterne løb hurtigt, og pludselig vidste alle på den årgang jeg skulle ned på, at jeg skulle gå om. Der blev nærmest internt skænderi på årgangen ”hvem der skulle have mig” fordi de ville bare ikke have mig i klassen. Blandt andet havde min veninde fra årgangen fortalt mig om den ”interne krig”. Ikke særlig gode tegn, at man allerede har det ry inden man overhovedet går på den årgang. Men en dag kom en pige hen fra årgangen og snakker med mig. Hun spørger ind til om jeg skal gå i deres klasse. Og derfra er jeg så heldig at møde min bedste veninde, som stadig er det tætteste i dag. Otte års venskab. En masse skænderier, men altid den veninde som har stået mig nært, og været der når jeg havde det skidt.

Sommerferien kom og efter sommeren skulle jeg ned i min nye ”8. klasse”. Den klasse jeg kom i, var egentlig okay. Der var lige et par stykker jeg ikke kunne med. Igen var jeg lidt den neutrale i klassen. Ikke rigtig god nok, men heller ikke helt udstødt. Men blandt resten af årgangen, især drengene var det en helt anden sag. Jeg har fortrængt langt de fleste dårlige minder fra den tid, fordi jeg var ikke i tvivl om at jeg bare skulle væk fra den skole. Men en ting der står soleklart for mig, som var det i går, ville jeg gerne fortælle om.

Vi var lige kommet i alderen hvor alkohol var begyndt at blive interessant. Vi havde holdt fest, og mange fra årgangen havde drukket rigtig meget. I slutningen af festen får jeg kysset med en fyr. Derefter går jeg hjem, uden at tænke videre over det. Vi kommer tilbage i skole efter weekenden, og der er sådan en underlig stemning. Nogle piger kigger skævt på mig, men ikke fordi jeg følte det var værre end ”standarten” så jeg tog det ikke så tungt. Om aftenen bliver jeg pludselig tilføjet til en gruppesamtale. Her er det to piger fra min klasse og nogle drenge fra min årgang som skrev sammen. Jeg blev lukket ind, men jeg forstod ikke rigtig samtalen, så jeg rullede helt op i toppen for at forstå hvad der forgik. Hele samtalen handlede bare om at svine mig så groft til som de overhovedet kunne. De gjorde grin med at jeg havde kysset med den her fyr. Men det var mig der var den ”klamme”. Jeg var både klam, tyk, grim, jeg lugtede. Jeg var dum. Alle tænkelige grimme ord blev der skrevet i den samtale. Den aften knækkede filmen. Jeg blev så frustreret jeg ikke anede hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det ender med jeg kaster min telefon så hårdt ind i væggen, bare for jeg kan slippe væk fra de her beskeder. Dagen efter er jeg klar over to ting.

  1. Jeg skal have sagt noget til skolen, så det kan blive stoppet
  2. Jeg skal bare væk fra den skole så hurtigt så muligt.

Det ender med de piger der har skrevet de her ting, tager fat i mig og fyrer en løgn af omkring at jeg skulle have svinet dem til. Til hvem? Jeg havde én jeg kunne sige sådan noget til, og hun ville ikke sige noget. Resten af året pjækkede jeg væk, fordi jeg nægtet at komme i skole. Jeg ville ikke se dem i øjnene igen. Jeg vidste godt der blev sagt en masse grimme ting bag min ryg. Der blev også sagt en masse til mig direkte, men noget jeg har fortrængt fordi det ikke er min tid eller kræfter værdigt.

9. og 10. klasse tog jeg på en ordblinde efterskole, som var lavet til at hjælpe mig på vej. Vi var ikke alene her, vi havde alle sammen et fælles problem, som vi stod sammen om. Pludselig vendte det og nu var jeg den populære. Mit første år på efterskolen var fantastisk og jeg fik alt mit selvværd her. 10. klasse startede vi forfra som folkeskolen. Folk kunne ikke lide mig, fordi jeg havde det så godt med mig selv. Det ender med jeg går ned med en voldsom depression og måtte tage til psykolog en gang om ugen, fordi jeg havde det så skidt. Det hjalp mig. Jeg har siden hen benyttede mig af psykologer af flere årsager.

Mit mål ved at fortælle min historie er at lære andre at stå op for sig selv. Vi har alle sammen noget vi går og arbejder på. Vi er dem vi er, og vi skal stå ved det. Der vil altid være nogle som kan lide dig, og altid være nogle som ikke kan. Sæt fokus på de vigtige ting i livet, så som de mennesker der elsker dig. Det er okay at bede om hjælp. Om det så er din ven, din familie eller en helt tredje du stoler på, så gør det. Jeg ende med at finde kæmpe støtte i en lærer på efterskolen som hjalp mig på vej til at få skubbet mig mod den rigtige retning. Havde jeg ikke mødt nogle af disse mennesker på min vej, så som min bedste veninde, min lærer eller jeg ikke havde haft kærlighed fra familien som jeg har, så havde jeg nok ikke været her mere. Det er hårdt at sige højt, men det er sådan real life er. Hvis du går og har det svært med noget, så sig det højt. Tal med nogen om det der går dig på. Det gør ikke dig til et svagt menneske. At sige højt ”jeg har det skidt” er bare helt okay.

Tænk over det her:

Hvis du ikke søger hjælp, er det ligesom ikke at tag på skadestuen med din brækkede arm. Hvis du ikke får hjælp eller får sagt højt at du har det skidt, så heler du ikke ordenligt. Din brækkede arm ville garanteret heller ikke vokse ordenligt sammen, med mindre du kommer en tur forbi skadestuen. Hvis din arm får den rette hjælp, hvorfor skal din psyke så ikke også have den rette hjælp?

De kærligste fighter hilsner

Cornelia

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s