Louise

Jeg skider på tabuet. Jeg søger ikke at svælge i sorg, offerrolle eller medlidenhed. Jeg søger ansvar, anerkendelse og åbenhed. Hertil fortæller jeg min beretning om en livslang kamp mod mig selv. Og jeg skriver netop mod mig selv, fordi jeg opponerer mod, at man aldrig er sin sygdom. Lad mig forklare hvorfor jeg siger noget så radikalt. 

Jeg har en skizoaffektiv sindslidelse. Det er en ejendommelig kombi af skizofreni og bipolar, som forskere og undertegnede stadig søger at gøre sig klog på. Jeg har lidt under mani, psykose og depression siden teenageårene. Jeg er nu 30 år. Disse perioder af sygdom har overtaget alt hvad jeg var, når de gik i kamp mod mig. Min personlighed, mit følelsesliv, mine interesser, hvad jeg elskede og hadede, og ikke mindst min adfærd. Jeg var sygdom, og sygdom var mig. Det er et ansvar at gå i krig med sig selv, og ikke mindst et traume der skal bearbejdes. 

Jeg har kæmpet med blod, sved og tårer for gang på gang, ofte i depressionens eftertænksomhed, at finde tilbage til mig selv. Skralde de lag af, perioderne havde beklædt mig med, og ryste de hændelser af mig, som sygdommen pressede mig ud i når jeg mistede besindelsen. 

Mani: Aggressioner, impulsivitet, eufori, storhedsvanvid, kreativ udfoldelse, nymfomani, vrede, tankestorm. Jeg skal være ærlig og erkende at euforien er vidunderlig. Kun ren forelskelse kan sammenlignes med det. Men alt andet i manien er voldsomt og ubesindigt. Jeg skal ikke komme specifikt ind på, hvad jeg har gjort i manier. Det ville være destruerende at indrømme i et offentligt rum. Men fejl der begås i manien kan  skade både en selv, ens familie og venner. Måske også fremmede der var på et forkert sted, på det forkerte tidspunkt. Det ville være løgn at sige jeg ikke fortryder og skammer mig. Men jeg var manien. Det er jeg ikke mere. Jeg bearbejder.

Psykose: man forsvinder. Man er ikke mere. Noget andet er trådt i ens sted. Noget frygtindgydende. Noget der bliver forfulgt. Noget der bliver dræbt hvis man ikke forsvarer sig. Noget. Det er en ukendt faktor for mig. Det store, djævelske X. Det er en besættelse og det tager alt med sig i en aflukket grotte. Man finder truende betydninger i den rene luft, ud af den åbne tomhed. Jeg kunne pludselig være blevet eksporteret til et parallel univers, hvor alle var kloner af hvem jeg kendte. Jeg sørgede dybt over det for det var min virkelighed. Jeg kunne også skrive mig ud af tilstanden. 300 siders psykoseroman der samler støv på bogreolen. Og støvet hvisker til mig men jeg lytter ikke. Jeg ved godt hvad det vil mig. Endnu en psykose lurer altid rundt om hjørnet. Om jeg aldrig skulle blive psykotisk igen, så er det i hvert fald sådan det føles.

Depression: det er en afgrund. Ingen mening findes længere i tomheden. Der er blot tomhed. Ens krop føles som en stor tung sten, og med den fysiske fornemmelse af tunghed, er det klart at man ikke engang kommer ud af sengen. Jeg har ikke meget at berette om den tilstand. Der er også skrevet meget om depression, som al sammen passer.

Jeg har været indlagt akut, flere gange end jeg husker. Men det forløb der gjorde størst forskel for mig, var en 7 måneders lang indlæggelse på et rehabiliteringsafsnit, for syge i skizospektret. Jeg var ca 26-27 år. Al hverdag og jobcenter og krav og relationer etc. blev sat på hold og jeg skulle kun forholde mig til mit ugeskema, hvor selv den mindste banale opgave stod noteret, med dato og klokkeslæt. Hver gang jeg skulle have en pille efter behov, blev der talt om det, ikke blot uddelt og skrevet rapport. Hver gang jeg fik det dårligt, fastholdte de mig i mit skema, disciplinerende som en værge, med stoisk ro. Jeg skrev alle små detaljer ned i en mappe, om hvad der hjælper i perioderne for at holde mig jordnær. Der stod hvad mine triggere var, og tidlige tegn. Blev jeg deprimeret og tung, kom en sygeplejerske og tog mig med ud for at se himlen, og så kunne jeg gå ind igen. Dagen efter var det et bad. Dagen efter mad. Dagen efter alle tre ovennævnte. Og sådanne lærte jeg de små skridt, ud af sygdom. 

Det var hverken overvældende eller uoverskueligt. Og jeg lærte, gennem banaliteterne, at finde hjem til mig selv, holde af hverdagen, holde af lette samtaler, gåture, stille morgener, langsom tænkning. Jeg lærte at bremse mig selv, inden jeg mistede det hele igen. 

I dag er jeg nok så rehabiliteret som jeg kan blive. Stadig på medicin og i behandling. Jeg har hverken været psykotisk eller manisk i over tre år. Melankolien, hypomanien (meget energi, talepres, men ingen alvorlige symptomer) kan ramme. Angsten er til tider småparanoid. Men jeg kan leve med det. Jeg kan være nærværende. Hver dag.

Jeg er både ydmyg og stolt. Jeg ved at min sygdom kan være utilregnelig. Men jeg ved at jeg ikke selv er det. Og jeg har luret den sygdom. Kom ikke her! Som min farmor sagde når man blev ubehøvlet i sin lille brandert, hjemme i hendes tilrøgede stue. Og sygdom er pisseubehøvlet. Især fordi den er svær at adressere, og tilmed umulig at få sin retfærdighed overfor. Du kan ikke stille sygdommen for retten, men du kan bure den inde. Den kan trænge sig på, og lad den lufte sig i tankerne. Jeg føler nogle gange det skal ud. Som opkast. Og så skriver jeg. Jeg står tit op kl4-5 stykker og skriver. Alt hvad jeg overhovedet kan digte og fantasere og forestille mig. Fordi det er det min sygdom altid har gjort i mit sind. Digtet u-virkelige tanker der ledte til så megen skade. 

Nu vender jeg den på hovedet, bruger dens energi til at skabe noget.

Og det er den magt jeg kan tage i øjeblikket. Problemet er bare, at sygdommen er et lille uopdragent væsen, og man ved aldrig helt hvad den finder på. Så jeg giver agt hver dag. Det er vel også en slags vilkår. Det endte jo godt. Jeg er gift med verdens bedste menneske, og vi planlægger alt fem år frem. Det giver en ro. Ligesom med ugeskemaerne. Livet er en gave, og nogle gange er den største frihed at glemme alle de fremragende muligheder og vilde drømme, og istedet kæmpe for det man har kært. Elske det man har, og få det på afstand som nedbryder den kærlighed. Tak for ordet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s