Kathrine

Jeg hedder Kathrine og er i dag 27 år gammel (om jeg vil indrømme det eller ej) og jeg har generaliseret angst med en dependent personlighedsstruktur.

Jeg har altid været et meget betænksomt barn, ikke sådan selvhøjtidelig, pudse min glorie artigt ment men jeg har altid været et ret bekymret barn. På den måde kan man måske sige at angsten har været en del af mit liv siden jeg var helt lille.

Da jeg var 12 år gammel, blev mine forældre skilt, og selvfølgelig var det hårdt men for guds skyld jeg er jo ikke den eneste i verden med skilte forældre. Og det der overdrevne ”er du okay” opmærksomhed har bare aldrig været mig, eller bare for meget opmærksomhed i virkeligheden. Desuden har jeg en lillebror der på daværende tidspunkt var 6 år gammel, han er 20 år i dag og kan klare sig selv (næsten). Men dengang følte jeg at som den ældste skulle passe på ham og sørger for at han var okay. Det vil også sige at jeg aldrig har haft den der teenagepige fase hvor jeg er uregerlig. Hvilket er min mors ord, ikke mine. Hun fortæller mig en gang imellem hvordan hendes veninder, med døtre på min alder, har historier om vilde skænderier, nogle der skal hentes midt om natten fordi de har drukket sig fra sans og samling og dem der kommer hjem 3 timer senere end aftale og skal have stuearrest. Det tror jeg nu hun har været ret glad for at slippe for, altså hvis jeg selv skal sige det.

Når men da mine forældre blev skilt, valgte min mor at flytte til Virum og min far blev på Østerbro, hvor både min bror og jeg er vokset op. Jeg startede i 6 klasse på en ny skole i Virum (jeg nævner ikke navnet, FOR DEN VAR RÆDSELSFULD). Først var det fint, det var hårdt men det er det jo som reglen altid med nye begyndelser og specielt dem man ikke er røget ud i frivilligt.

Eleverne på den nye skole var meget anderledes end mig, rigtig forstads børn (altså ikke at der er noget galt med at være forstads barn men nogle steder er børn af direktør røvhuller lige så store røvhuller som forældrene. Sgu). Men jeg er og bliver et Østerbro barn. Tro det eller lad være men jeg har aldrig været så pinlig berørt over mit tøj som jeg var første gang jeg trådte ind i den klasse. Jeg lignede satme da en hjemløs i forhold til dem, eller du ved sådan føltes det. De sad, på en hel almindelig hverdag, i Mads Nørregaard, mizz sixsty und so veiter. I dag virker de mærker måske ikke som toppen af poppen men dengang var det the shit. For at være ærlig havde jeg nok et par levis på (mor har stil) men det var ikke fint nok. Tiden gik og jeg fik ingen nye venner på min egen årgang, de gik op i nogle vildt mærkelige ting, spillede kort i alle pauserne, på Østerbro spillede jeg altid fodbold eller ost, så det der med at spille kort hele tiden hang mig langt ud af halsen.

I Lyngby-Taarbæk kommune cykler man åbenbart til alt og det gælder også på skolerne hvis de skal på tur. Det kunne man fanme ikke finde på, på Østerbro. Kan du se det for dig? 30 7 klasses elever fræsende rundt på Københavns cykelstier, med en stakkels lære der prøver sit bedste at holde styr på tropperne. Aldrig i livet! Det ville koste liv, hver gang.

Det var på en af de rædselsfulde cykelture med klassen at jeg fik mit første angstanfald. Jeg falder hurtigt bagud da vi skal cykle fra Virum til Lyngby og jeg kan ikke finde vej selv. Da hele årgangen bare cykler uden at se sig tilbage, er der ingen der opdager at jeg mangler. Og pludselig kan jeg ikke få vejret.

Jeg bliver nødt til at stige af min cykel for jeg er helt alene og jeg forstår ikke hvad der sker.

Jeg er rædselsslagen, hvad sker der? Dør jeg nu?

Pludselig står der en kvinde ved siden af mig og spørger om jeg er okay og nej selvfølgelig er jeg ikke det. Men jeg får vist fremstammet (mellem tåre og hyperventilation) at det er jeg. Gudskelov kan hun se at jeg lyver det bedste jeg har lært, og på en eller anden måde får hun ro på mig, hvilket på det tidspunkt virkede som et mirakel. Jeg har sjældent været så bange.

Jeg er hende evigt taknemmelig og hvis du læser med og kan huske mig, så TAK!

Jeg får ved hjælp af den meget søde, rolige og MEGET fremmede kvinde så meget ro på mig selv at jeg kan cykle tilbage til skolen og gå direkte ned til skolesygeplejesken. Og der brød jeg fuldstændig sammen.

Efter denne episode bliver der faktisk ikke gjort så meget, jeg er faktisk i tvivl om der overhoved bliver taget kontakt til mine forældre. Måske fortæller jeg dem det selv sådan lidt halvt om halvt.

Intet bliver bedre derfra, jeg har stadig ingen venner og de vil faktisk nærmest ikke tale med mig (mine klasse”kammerater”).

Min klasselære siger til en skolehjemsamtale at hun har givet op på mig. Dette er ikke noget jeg selv kan huske, det er noget min mor har fortalt mig efterfølgende. Min hjerne har for mit eget bedste helt blokeret det minde. Gudskelov.

En dag til præst (jeg var i konfirmationsalderen) får jeg det, grundet angst, helt vildt dårligt. Efter en længere og unødvendig diskussion, får jeg lov at gå hjem. Min mor sidder i stuen da jeg kommer hjem og spørger hvorfor i himlens navn (hun har nok bandet hvis jeg kender hende ret) jeg er kommet hjem fra skole! Lige præcis i det sekund, beslutter jeg mig for at skifte skole. Jeg vælger at gå et klassetrin ned, jeg føler ikke at jeg har lært noget i de to år jeg har gået på virum skole. (Ej hov kom jeg nu til at nævne navnet på skolen alligevel, sikke en skam hva).

Der gik højest to dage så var jeg skiftet skole og vidste med det samme at det var det rigtige valg. Hvordan vidste jeg det? Jo, en af drengene blev (i sjov) ved med at slå mig på armen. Jeg var hjemme og jeg følte mig accepteret fra sekundet jeg gik ind i den klasse. Tak til jer fra 7a på hummeltofteskolen, i var guld værd.

Angsten går ligesom lidt i hi efter mit skoleskift. Det eneste jeg mærker til den, er faktisk min angst for at kaste op offentligt. Den angst har jeg stadig i en alder af 27 men nu kan jeg styre den, næsten.

Næste gang jeg mærker min angst er det til gengæld også for fulde gardiner! (hedder det det?) der var i hvert fald blæs på. Jeg havde det helt urimeligt skidt. Jeg er på dette tidspunkt 19-20 år gammel. En lejlighed min mormor ejer er blevet ledig og jeg skal flytte hjemmefra.

Og ja selvfølgelig er det utrolig luksus nærmest at få en lejlighed kastet i nakken. Men jeg var så absolut ikke klar til at flytter hjemmefra.

Men som en hver anden idiot, ignorere jeg det og lod projekt ”sæt cigarkasse i stand” fortsætte. Jeg kunne hele tiden mærke at den var gal og jo tættere på indflytning vi kom, jo værre fik jeg det. Men jeg vidste aldrig hvorfor jeg havde det så skidt, så jeg sagde ingenting.

Jeg skulle jo flytte sammen med min bedste veninde, what could go wrong?

Hold da kæft hvor blev jeg meget klogere meget hurtigt!

Første dag, da alt var flyttet og jeg sad og pakkede ud og mine forældre skulle til at gå, kunne jeg godt mærke at uha nu er det nu. Men det var jo første aften, selvfølgelig er man lidt trykket.

Lige så snart mine forældre forlod lejligheden brød jeg fuldstændig sammen og græd og græd og græd.

Min veninde spurgte hvad der var galt, men jeg anede det ikke så jeg tror jeg kom med en eller anden halv undskyldning om at jeg kom til at savne min hund. Ej men helt ærligt.

Men jeg har aldrig følt mig så dømt i mit liv som i den første uge jeg boede der med min bedste veninde. At få angst anfald og blive bedt om at slappe af eller der bliver sagt ”wow” eller ”mkay” (du ved hvad jeg mener, du kan, hører en sige det lige nu i dit hoved) hjalp på ingen måde. Jeg peger ikke fingre men det er en del af min historie og en vigtig del hvis du spørger mig. Jeg prøvede at starte i skole igen og det hjalp at få en rutine. Men stemningen i lejligheden var sjældent særlig god. Jeg følte mig dømt, misforstået og en anelse trådt på. Og jeg er hundrede procent sikker på at min veninde mente at hun havde lavet sit livs fejltagelse da hun flyttede ind i den lejlighed på Nørrebro. And who could blame her?

Så bare 8 måneder efter at vi flyttede ind blev vi enige om at hun skulle flytte ud igen. Der gik lidt over 6 måneder før vi snakkede sammen igen.

I den tid gik mit liv fra skidt til helt af helveds til, ja undskyld mit fransk.

Jeg blev boende i lejligheden alene og afsluttede HF. Jeg fik igennem min far et job i kantinen på det kongelige teater og var faktisk glad for det. Jeg kunne fortsætte en eller anden form for rutine og jeg var ikke alene med mine tanker hele tiden. Eller det var hvad jeg troede, det jeg ikke havde tænkt over at der ikke hele tiden er folk i kantinen, kun under frokosten. (Hvor herre bevares ik! Kunne folk ikke spise 7 gange om dagen?).

Det vil sige jeg var alene derhjemme og på arbejdet, på nær den ene time hvor der var frokost, sikke en fest. Min hjerne gik AMOK, jeg tænkte hele tiden på hvor dårligt jeg havde det og så fik jeg det sjovt nok meget værre.

Jeg begyndte at komme for sent og det blev mere og mere tydeligt at der var noget galt. Efter 4 måneder måtte jeg sige op for jeg kunne ikke klare det.

I over en måned forlod jeg nærmest ikke min lejlighed, jeg lå i min seng men jeg sov aldrig. Jeg havde mindst et stort angstanfald om dagen og måtte ringe til min mor i tide og utide for at hun kunne hjælpe mig ud af det.

Gudskelov havde min far på daværende tidpunkt en kæreste der arbejdede på Frederiksberg psyk. Hun genkendte alle mine symptomer og fik mig til at gå til lægen og få en henvisning til Frederiksberg. For mig gik det heldigvis hurtigt at få en plads på et hold for unge kvinder med angst/ocd/depression, og det var et fantastisk program. Jeg mener at vi var ca. otte kvinder og to psykologer/terapeuter, og utrolig hurtigt var der en tryghed hos hinanden og i gruppen.

Jeg har altid haft det svært ved at åbne op og stole på folk og det gælder alle. Folk tror jeg åbner mig for dem, men som et løg var det altid kun det øverste lag de pillede i (ad det lød ulækkert), sådan er det til dels stadigvæk.

Jeg har én veninde jeg stoler 100 procent, når vi taler udenfor familien, og mange gange får hverken hun eller min familie at vide hvad der foregår dybt inde. Jeg vil ikke bekymre dem og jeg vil ikke have opmærksomhed for dårligdomme.

Nå anywho, jeg valgte at flytte hjem til min far for at få det bedre og det hjalp helt bestemt. Jeg brugte de værktøjer jeg fik i gruppen, jeg fik det bedre og bedre, begyndte at arbejde igen og kunne også tænke lidt længere ud i fremtiden.

Jeg valgte ikke at tage medicin fordi jeg gerne ville være politibetjent, det havde altid været min hel store drøm og jeg var helt bestemt på at nå mit mål.

Ja, jer der kender mig ved så at det af gode grunde, ud over min angst, ikke blev politibetjent men at jeg nu er på nippet til at være uddannet serviceøkonom. Når du syntes det noget lidt andet end politibetjent? Det forstår jeg sørmer ikke! 😀

Jeg har nu valgt at gå pengenes og drømmenes vej. Jeg er helt sikker på at skulle være selvstændig, og lave noget jeg virkelig er passioneret omkring.

Jeg mente at jeg fik det bedre og mente at jeg med de værktøjer jeg havde, selv kunne komme angsten til livs.

Jeg mente at jeg havde det fint, min mor mente at jeg led i alle de år jeg hårdnakket nægtede at tage medicin mod min angst.

Jeg flyttede hjem til min far og har boet der i 5 år ca. hvilket jeg ikke havde regnet med. Det var meget længere end jeg lige havde regnet med, tror heller ikke ham den gamle havde troet at jeg ville blive i så mange år. Jeg gik i to år uden at lave noget overhoved, jeg kunne simpelthen ikke. Min angst tog over og jeg kunne ikke styre det. Jeg ville angst svede (og jer der har angst ved hvad jeg mener, Fy satan, selvom man lige har været i bad). Jeg ville få kvalme, hvilket gav mig angst som så ville give mig mere kvalme og derfra mere angst, Ej men let a girl breathe would you.!

Jeg brugte lang tid på at kunne håndtere min angst så jeg kunne blive den sociale sommerfugl jeg er og altid har været.

Når men jeg fik det bedre og jeg fik det så godt at jeg kunne starte på mit studie. Det var helt fantastisk, super skønt studie og en hel fænomenal klasse med nogle rigtig dejlige mennesker.

But what comes up must come down.

Et halvt år inde I mit studie går det pludselig galt, jeg kan faktisk ikke huske hvad det er der trigger det. Måske var det det at mit barndomshjem og safe haven skulle sælges. Det havde været min redning den første gang jeg gik ned med angst.

Måske var det presset over studiet, man skal jo virkelig bruge sin hjerne. Vidste i det?

Ja i virkeligheden kunne det nok havde været en masse ting men ned røg jeg i hvert fald.

Jeg missede 1,5 måneds skolegang, jeg går der stadig og er næsten færdiguddannet serviceøkonom. Men det er også kun på grund af en læge der lytter til hvad jeg siger og beroliger mig med alle mine bekymringer. En familie der kender mig og griber mig og nogle venner der stadig er der når jeg kommer op til overfladen igen.

Min lære, som var min vejleder, var med mig hele vejen igennem, og vidste at jeg bare skulle have lov til at komme mig.

Jeg skulle have været oppe til en studypoint prøve for at kunne komme til eksamen. Men den morgen jeg skulle op, brændte jeg helt sammen. Jeg græd, jeg hyperventilerede og ikke bare lidt men sådan helt hysterisk, rokkede på gulvet helt ødelagt. Min far prøvede at få mig ud ad døren og op til min prøve men da det ikke lykkedes, blev han voldsomt frustreret og råbte at jeg skulle tage mig sammen. Jeg ved godt at det var min angst og ikke mig han var vred på, its all good, trust me i get it!

Gudskelov var min vejleder godt klar over at det ikke stod godt til og hun sagde med det samme at jeg skulle blive hjemme, at hun havde talt med programlederen og da det kun var et enkelt point jeg manglede, måtte jeg godt fortsætte til 2 semester. Pyha en tung sten løftet fra mine skuldre, det gjorde det lidt nemmere at komme ovenpå igen.

Jeg ville ikke have medicin, kan selv vil selv, you know. Men da jeg begyndte at tænke, at hvis jeg blev ved med at have det sådan, så kunne det hele være lige meget og så ville jeg ikke mere. Det er fanme skræmmende at få sådan nogle tanker, derfor valgte jeg at det nok var på tide at overgive mig til medicinen. Det lyder voldsomt, i know, men jeg har altid haft det sådan at det var at give op. Jeg følte mig som en fiasko fordi jeg skulle bruge hjælp.

Jeg har ALDRIG tænkt sådan mht. andre og medicinering mod angst, depression mv. så hvorfor jeg tænkte sådan om mig selv er mig en gåde. Jeg har meget høje forventninger til mig selv og er meget perfektionistisk. Tænker altid at jeg skal være god til alt første gang jeg prøver det, hvilket jo er sygt. Det er slemt at skuffe sine forældre men at skuffe sig selv er satme en helt anden boldgade. Når det gælder mig selv, er jeg overhoved ikke tilgivende og jeg banker konstant mig selv i hovedet.

Laaaang historie kort, så fik jeg medicin og efter nogle justeringer hjalp det så meget at jeg kunne starte i skole igen.

Og grundet min vejleder kunne jeg blive og trives på skolen igen, også fordi hun satte en grænse for mig, fordi hun vidste at jeg ville presse mig selv for hårdt (fordi så dum er jeg nemlig!)

Jeg har det godt i dag og er som sagt snart færdig på mit studie. Jeg har stadig angst og kæmper stadig med at styre den, men det går bedre.

Jeg har faktisk overvejet at prøve hypnose, nogle der har prøvet det mod angst? Hvis, vil i så ikke skrive jeres oplevelser til mig på instagram? (Link under kontakt).

Det var alt fra mig for denne gang ❤

Husk at i altid kan skrive!…

Kærlighed herfra – Kathrine  

En tanke om “Kathrine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s